Gå til indhold

Forskning

20 mio. kr. til uafhængig regional forskning

Regionerne støtter igen i år uafhængig forskning, der bl.a. er med til at sikre, at patienter får effektfuld medicin med færrest mulige bivirkninger samtidig med, at samfundet kan spare unødige udgifter til medicin

Hvert år uddeler regionerne midler fra Regionernes Medicin- og Behandlingspulje. Gennem uafhængige studier vil regionerne opnå målrettet behandling med de mest effektive lægemidler eller mere hensigtsmæssige doser eller behandlingsvarigheder.

Som eksempel kan nævnes et projekt fra 2020, der har modtaget tilskud fra puljen til at undersøge effekten af lægemidler til behandling af personer med multipel sklerose. Erfaringer indikerer, at et langt billigere lægemiddel end det gængse kan have samme positive effekt.

-Det er netop den slags uafhængig forskning, som der er brug for, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.
-Der er tale om forskning, som lægemiddelindustrien ikke altid selv har interesse i, men som kan gavne både patienter og samfundsøkonomi. Målet er, at vi får mest mulig sundhed for de begrænsede midler, vi har i sundhedsvæsenet, tilføjer Ulla Astman.

Procedure for ansøgning

Proceduren er, at ansøger indsender en kortfattet tilkendegivelse om projektets formål, idé og relevans, metode, budget og angivelse af hvilke regioner, der deltager mv. 
På den baggrund vurderer en arbejdsgruppe, der består af en overlæge fra hver af de fem regioner, om projektet ligger indenfor puljens rammer. Herefter kan ansøgere med kvalificerede projekter indsende endelig ansøgning.

Ansøgning til puljen kan indgives via linket nederst fra tirsdag den 16. februar til den 9. marts 2021.

Det er et krav, at projekterne er fællesregionale.
Medicin- og behandlingspuljen skal bl.a. benyttes til følgende type uafhængige forsøg:

  • Uafhængige randomiserede kliniske forsøg, hvor effekt af nye lægemidler sammenlignes med eksisterende billigere standardbehandling.
  • Uafhængige forsøg, hvor det undersøges, om det kan være relevant for visse patientgrupper at ophøre med    lægemiddelbehandling, fordi behandlingen ikke længere har effekt.
  • Uafhængige forsøg, hvor alternativ dosering eller behandlingsvarighed af nye lægemidler afprøves. Fx lavere dosis, større interval mellem dosering eller kortere behandlingsvarighed.
  • Uafhængige forsøg, hvor effekt og sikkerhed af de nye lægemidler testes i relevante patientgrupper, som normalt ikke indgår i de initiale kliniske afprøvninger. Fx leversyge, nyresyge, børn, gamle, meget overvægtige, bevidstløse, svært psykotiske, multisyge.
  • Uafhængige forsøg, hvor det undersøges, om lægemiddelvirksomheders beskrivelse af effekt og bivirkninger er retvisende.
  • Uafhængige forsøg, hvor teknologiske interventioner testes over for rationel brug af ressourcer.

Læs mere: 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Ved spørgsmål til proces, ansøgningskriterier mv:
Annamaria Zwinge, Administrativ medarbejder
Center for Sundhedsinnovation (SINO)
M: 2752 6140
E: azw@regioner.dk

Torsten Ellermann Eriksen, Presserådgiver
Kommunikation
M: 4020 2057
E: tee@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere