Gå til indhold

AKUTLÆGEHELIKOPTER

Franske SAF skal flyve akutlægehelikoptere i Danmark

Regionernes fire akutlægehelikoptere har været i udbud. Valget er faldet på det franske selskab SAF Helicopteres i samarbejde med danske UNI-FLY A/S. SAF har fløjet rednings- og akutlægehelikoptere i Frankrig siden 1979. Det betyder samtidig et skifte af leverandør og dermed et farvel til Norsk Luftambulanse efter mange års godt samarbejde.

Tilføjelse: I januar 2022 besluttede styregruppen for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning at sende akutlægehelikopterne i genudbud.  Beslutningen blev truffet på baggrund af en kendelse fra Klagenævnet for Udbud, der skabte usikkerhed om dele af udbudsbetingelserne i det tidligere gennemførte udbud. 

Der har været tale om et skarpt opløb med tre meget kvalificerede selskaber: Udover Norsk Luftambulanse og Franske SAF, har også det svenske selskab, Babcock, budt ind. Alle tre selskaber har leveret tilbud med høj kvalitet og driftssikkerhed. Således er prisen endt med at være udslagsgivende, og gevinsten er mærkbar:

- Faktisk bliver den nye aftale billigere end den nuværende. Vi sparer 17 mio. kr. om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene, siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.

Nye og større helikoptere

Der er fire akutlægehelikoptere i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Med overgangen til den nye kontrakt, udskiftes alle med nye helikoptere. To ligner dem, der er i forvejen. Men de andre to bliver nummeret større.

Helikoptere af den nuværende størrelse dækker behovet i langt de fleste situationer. De lidt større helikoptere kan eksempelvis være relevante, hvis en patient skal flyves fra et hospital til et andet for at modtage mere specialiseret behandling eller ved længere flyvninger. Sundhedsfagligt giver det derfor god mening.

Tryghed for borgere og medarbejdere

SAF overtager driften af akutlægehelikopterne den 1. oktober 2023. Der er således god tid til at få leveret og godkendt de nye helikoptere og til at ansætte og træne personale.

- I det hele taget glæder jeg mig over, at der med udbuddet er lagt op til en stabil og tryg overgang; både for personalet og patienterne, siger Ulla Astman.

Hun fremhæver blandt andet, at kvaliteten og evnen til at flyve under dårlige vejrforhold bevares og videreføres i den kommende kontrakt. Derudover er der stillet høje krav til driftssikkerhed samt arbejdsmiljø og arbejdsforhold for personalet.

Læs mere:

akutlægehelikopter i luften.

Foto: Niels Åge Skovbo

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere