Gå til indhold

Klima

Regioner vil have grønne hospitaler i 2030

De danske hospitaler skal være grønne fyrtårne, og deres CO2-udledning skal reduceres med hele 75 pct. inden 2030. Sådan lyder målsætningen fra Danske Regioner i et nyt udspil, hvor bl.a. klimavenlige nybyggerier, varmeomlægning og hybrid-ambulancer skal være med til at indfri målet.

De danske regioner går nu forrest i klimakampen og sætter et fælles ambitiøst mål for den grønne omstilling af Danmarks hospitaler og regionale institutioner inden 2030.

I nyt udspil fra Danske Regioner i forbindelse med årets generalforsamling slås det således fast, at den samlede regionale CO2-udledning skal falde med hele 75 pct. senest i 2030.

Det er noget mere end den generelle danske målsætning om en 70 procents reduktion af CO2-udledningerne, og samtidig skal omstillingen ske på kortere tid.  Ved at forpligte sig til den fælles målsætning håber regionerne at kunne være med til at drive den grønne omstilling af hele den offentlige sektor i Danmark.

”Der er ingen tvivl om, at vi ønsker et sundhedsvæsen, der agerer langt mere klimavenligt, og med det nye udspil forpligter alle regioner sig til at tænke klima ind i alle led af hospitalsdriften for at nå det ambitiøse mål i de kommende år. Vi får travlt, men vi tror på, at det kan lykkes,” siger Ulla Astman, næstformand i Danske Regioner.

Indsats på fire områder

I hele tal betyder udspillet, at regionernes hospitaler og institutioner skal gå fra at udlede ca. 217.000 tons CO2 fra el, varme og transport om året til at udlede ca. 55.000 tons CO2 om året inden 2030.

En del af det mindre klimaaftryk kommer fra den generelle grønne omstilling af energisektoren i Danmark. Men derudover ønsker regionerne at gøre en ekstra indsats inden for fire områder: 1) Klimavenlige bygninger, 2) Grønne brændstoffer og optimeret transport, 3) Bæredygtige indkøb og 4) Cirkulær økonomi uden spild.

Arbejdet med mere klimavenlige bygninger og transport kan bidrage aktivt til at nå 75-procents-målsætningen. Som eksempler på tiltag nævnes muligheden for at udskifte ældre tage og vinduer på hospitalerne, så de bedre holder på varmen, samt at øge brugen af klimavenlige materialer, så nybyggerier lever op til de nyeste standarder for bæredygtighed.  

Hvad angår transport er der forslag om at omstille patienttransporten og den interne kørsel mellem hospitalernes matrikler til klimavenlige brændstoffer. Desuden peges der i udspillet på, at man kan indføre hybrid-ambulancer, samt at hospitalerne kan stille arealer til rådighed for el-ladestandere, så de bliver en del af den grønne el-infrastruktur i hele landet.

”Der er masser af områder at tage fat på, og jeg er stolt af, at alle regioner i den grad er gået i gang med at føre de gode idéer ud i livet. Vi har alle et ansvar for at levere løsninger på klimaudfordringen, og vi er klar til at løfte vores del af ansvaret og gå foran,” siger Ulla Astman.

Regioner vil købe grønt

Som en del af den bredere grønne omstilling har alle regioner desuden fokus på at minimere spild og stille flere grønne krav, når de køber ind. På den måde håber Danske Regioner, at man kan være med til at modne markedet og påvirke danske og udenlandske leverandører til at producere mere grønt.

”Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling af samfundet generelt ved bl.a. at gå i dialog med leverandører og erhvervsorganisationer, så vi får flere grønne produkter, kan forlænge produkters levetid og genanvende mere,” siger Ulla Astman.

Hun understreger, at regionerne ser frem til at drøfte udspillet med andre parter. Særligt opfordrer Danske Regioner regeringen til at indgå en klimaaftale og et forpligtende partnerskab med regionerne, så man sammen kan være med til at drive den grønne omstilling.

Samtidig lægger regionerne op til at udarbejde et årligt klimaregnskab, så man løbende kan måle indsatsen frem mod 2030, samt at nedsætte et forum, hvor regionerne løbende kan udveksle viden og idéer til klimavenlige tiltag.

Læs mere

 

Eksempler fra de fem regioner

Alle regioner arbejder med, hvordan de kan gøre driften mere klimavenlig. Her er et par eksempler:

  • I Region Nordjylland sendes madrester fra Regionshospital Nordjylland via madkværn til bio-forgasning.
  • Region Midtjylland kører testlabs, hvor to specifikke plasttyper sorteres for sig for at give affaldet højst mulig genanvendelsesværdi.
  • I Region Syddanmarks nye indkøbspolitik arbejdes der med at forlænge produkters levetid gennem flere leasingaftaler, reparation, opgraderingsmuligheder og tilbagetagningsordninger.
  • Region Sjælland har et plastprojekt på hospitalerne, der fokuserer på tre plasttyper, og hvor der ses på blandet plast fra operationer.
  • Region Hovedstaden har indført, at affald sorteres ensartet i 10 fraktioner på tværs af kommuneskel og i alle bygninger og matrikler. Der er fokus på at minimere klinisk og farligt affald.