Opbygningen af Danmarks nye behandlingsråd er kommet et skridt videre. 1. november 2020 tiltræder Malene Møller Nielsen stillingen som direktør for det nye behandlingsråd, som Danske Regioners bestyrelse tidligere i år nedsatte som en pendant til Medicinrådet.
Behandlingsrådet skal fra foråret 2021 hjælpe sundhedsmyndighederne med at vurdere, om udgifterne til forskellige behandlinger og teknologier i sundhedsvæsenet står mål med effekten for patienterne.
Rådet får hovedsæde i Aalborg og med valget af Malene Møller Nielsen som direktør bliver det også med en nordjyde ved roret. Malene Møller Nielsen er 41 år, kandidat i statskundskab og kommer fra en stilling som kontorchef for Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland. Hun har bred erfaring fra sundhedsområdet og kender til såvel driften, det bureaukratiske håndværk, interessenternes behov og det politiske niveau.
- Med Malene ved roret får vi en stærk og kompetent lederprofil, som kan skabe en god start for Behandlingsrådets sekretariatet. Hun får en vigtig opgave med at definere roller, strukturer og opgaver og ikke mindst ansætte dygtige medarbejdere til Rådet. Hun kommer med andre ord til at skabe fundamentet for fagudvalgenes sagsbehandling forud for Behandlingsrådet vurderinger, ” siger Michael Dall, lægelig direktør på Odense Universitetshospital-Svendborg Sygehus og formand for Behandlingsrådet.
Privat bor Malene Møller Nielsen i Vodskov med sin familie, hvor hun blandt andet bruger sin fritid som aktiv fodboldtræner- og spiller i den lokale fodboldklub.
Fakta om Behandlingsrådet:
- Behandlingsrådet skal evaluere, om udgifterne til en behandling eller teknologi i sundhedsvæsenet står mål med effekten for patienterne.
- Derudover skal Behandlingsrådet bidrage til lighed i sundhed ved at understøtte en ensartet anvendelse af teknologier og behandlingstilbud på tværs af landet og til både store og små patientgrupper.
- Rådet kan både evaluere teknologier og behandlinger, der allerede er i brug eller er nye. Det er forventningen, at Rådet vil evaluere ca. 15-25 teknologier samt 2-3 behandlinger om året alt afhængigt af, hvor komplekse de er.