Gå til indhold

En ny digital løsning fra regionerne skal aflaste læger i hele landet

Alle fem regioner er på rekordtid klar med en chatbot, som hurtigt skal hjælpe danskerne med at vurdere, om de skal ringe til lægevagten, akuttelefonen, egen læge eller blive hjemme, hvis de oplever symptomer på corona-virus. Regionerne skalerer dermed den digitale selvvurdering af symptomer på COVID-19 fra én region til hele landet på under en uge.

Skal jeg blive hjemme, eller skal jeg kontakte egen læge, lægevagten eller akuttelefonen?

Mange er i tvivl og ringer derfor til deres egen læge eller lægevagten/akuttelefonen med spørgsmål om corona-virus. For at imødekomme danskernes behov for information og samtidig aflaste opkaldene til lægevagt og akuttelefon, er regionerne gået sammen om en digital selvvurdering – en såkaldt chatbot – på regionernes og flere hospitalers hjemmesider. Med hjælp fra chatbotten bliver man på få minutter klogere på, hvordan man skal reagere ved symptomer på corona-virus.

Den digital selvvurdering er et godt redskab i indsatsen mod COVID-19, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose:

- Vi skal tage danskernes bekymring alvorligt og hjælpe så godt vi kan i regionerne. Den nye chatbot er en god måde til at sikre hurtig afklaring, hvis man oplever symptomer og er i tvivl om, hvordan man skal reagere, siger hun.

 

Giver plads til dem med mest brug for mest hjælp

Den digitale løsning er udviklet af Region Hovedstadens Akutberedskab i samarbejde med Microsoft og deres partner ProActive A/S og har været online for borgere i hovedstadsområdet siden sidste uge.

Det har været en stor succes. I løbet af den første uge har knap 90.000 danskere brugt chatbotten.

Danske Regioner forventer, at chatbotten kan aflaste lægevagt og akuttelefon i hele landet. Lægevagt og akuttelefon oplever netop nu et stort pres fra bekymrede danskere, som ringer ind med spørgsmål, hvilket kan betyde, at dem, der virkelig har brug for hjælp, skal vente længere tid i telefonen.

Fra én til fem regioner

At chatbotten på meget få dage er gået fra at være et tilbud i én region til at være landsdækkende er et godt eksempel på, hvordan de gode idéer spreder sig hurtigt i sundhedsvæsenet i disse dage.

- Der er altid brug for, at regionerne tænker nyt for at skabe gode løsninger for patienterne. Jeg er stolt af, at vi på et kritisk tidspunkt under COVID-19-epidemien på få dage er lykkedes med at udbrede en løsning fra en region til hele landet. Endda en løsning, som kan være med til at sikre, at de patienter, som har mest brug for hjælp, bedre kan komme til, siger Stephanie Lose.

Hun understreger, at den digitale selvvurdering skal ses som et supplement til den professionelle sundhedsfaglige vurdering og rådgivning.

Region Hovedstaden har oplevet stor positiv feedback fra de første brugere af chatbotten.

Flere er kommet med input til, hvordan den kan udvikles fremover. Der er derfor nedsat en tværregional arbejdsgruppe, som ser på de ændringsforslag, der er kommet ind, og på, hvordan man på sigt kan udbygge chatbottens funktioner.

 

Test her coronavirus-sygdom

Find corona-testen som et link ved navn "Test Her - coronavirus-sygdom" der ligger yderst til højre på regionernes hjemmesider:

Region Hovedstaden

- Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke SMS) eller pressekontakt@regioner.dk

Hvis du vil vide mere

Coronavirus/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk

Læs mere

Relaterede nyheder