Kronik af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, og Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, bragt i Jyllands-Posten d. 29. januar 2020.
Det er igen tid til overenskomstforhandlinger mellem regionerne og PLO. Den slags kan hurtigt blive både krævende og omstændeligt. Så før vi fordyber os i alle detaljerne, er det vigtigt, at vi er enige om det langsigtede mål: Hvor vi er på vej hen og hvilken almen praksis, vi ønsker os i fremtiden.
Og det er vi faktisk - vi har nemlig i Danske Regioner og PLO sammen udarbejdet en vision for, hvad vi gerne vil nå frem mod 2030.
Hvis vi ser den praktiserende læges klinik for os i 2030, vil den kunne hjælpe patienterne med langt mere end i dag, så færre behøver at blive henvist til sygehuset. Klinikkerne er udstyret med moderne teknologi, så flere undersøgelser kan foregå i klinikken, og samtidig vil den praktiserende læge i højere grad være den, der står for udredning og behandling. Patienternes tilgængelighed til lægeklinikkerne vil generelt være styrket. Det vil kræve flere praktiserende læger og mere praksispersonale. De patienter, der har behov for det, vil stadig opleve den tætte relation til deres egen læge. De patienter, der ikke kræver en lægefaglig vurdering, får hurtig og fleksibel hjælp af praksispersonale eller gennem digitale løsninger.
Borgerne vil opleve, at lægen og praksispersonalet i højere grad er ansvarlig for deres samlede forløb når de bliver syge. Som patienter vil de opleve, at deres læge er tovholder på deres rejse igennem sundhedsvæsenet, uanset om de i samme sygdomsforløb er hos speciallæge, på flere forskellige hospitalsafdelinger eller i kommunale tilbud. Det gælder også forløb, hvor de er på hospitalet og har fået tilknyttet en patientansvarlig læge. Egen læge er dermed med til skabe sammenhæng for patienterne, hvilket især kan være en stor hjælp for f.eks. ældre medborgere og borgere med kronisk sygdom og multisygdom.
Lad os give et eksempel: 92-årige Esther bor stadig i eget hjem. Hun har diabetes, hjerteflimmer og er dårligt gående på grund af gigt. En nat falder hun på vej ud af sengen. Hun har heldigvis sin alarm om halsen og bliver indlagt med en brækket hofte. Da hun nogle dage efter udskrives fra hospitalet, har hospitalet på forhånd beskrevet Esthers situation og behov for opfølgning. Kommunens hjemmesygeplejerske har allerede aftalt en videokonsultation med Esthers egen læge dagen efter, at hun er udskrevet. Sammen med Esther aftaler sygeplejersken og lægen via video, hvad der nu skal ske og hvilke målinger og observationer hjemmesygeplejerskerne løbende skal foretage, og sende elektronisk til lægen. Hvis observationerne viser forværring, sker der igen kontakt mellem læge og sygeplejerske, så Esther får hjælp i tide og undgår at blive indlagt igen. Hjemmesygeplejerskerne kan løbende følge med i lægens vurdering, da den kan læses direkte i hjemmeplejens journal.
Antallet af ældre borgere som Esther - med multisygdom og kroniske lidelser - stiger de kommende år. I takt med at der uddannes flere praktiserende læger, vil det være naturligt, at almen praksis varetager en større del af indsatsen - bl.a. for patienter som Esther. Også andre særlig sårbare patientgrupper, som f.eks. borgere med psykiske lidelser, vil især få glæde af den praktiserende læges styrkede rolle.
Sygehusene skal i langt højere grad understøtte de praktiserende læger og stille den hjælp til rådighed, som lægen har brug for, for selv at kunne tage sig patienterne og beholde dem i udrednings- og behandlingsforløb i almen praksis. Den praktiserende læge skal have lettere adgang til undersøgelser. Derved forkortes den periode, hvor patienten går med tvivl og usikkerhed. Oven i dette skal der være velfungerende og lettilgængelig rådgivning fra andre speciallæger til rådighed. Det kan være via både hotlines, mail og video. Et tættere samspil mellem speciallægepraksis og almen praksis vil også bidrage til den udvikling.
Samtidig vil de praktiserende læger understøtte og have et tæt samarbejde med de kommunale sundhedstilbud. Kommunalt plejepersonale vil fungere som den praktiserende læges hjælpere - hænder og øjne - ude hos borgere som Esther. Et tæt samspil, som Esther oplever, kan lade sig gøre, fordi patientens relevante data bliver tilgængelige for sundhedspersonalet ved sektorskift.
Andre patienter er mere selvhjulpne: De kan f.eks. måle deres blodværdier derhjemme. Oplysningerne kan sendes online til lægeklinikken, der forholder sig til værdierne – formentlig understøttet af teknologi baseret på ”kunstig intelligens”. Borgere og hjemmesygepleje vil også have mulighed for at bruge billedkonsultation og videokonsultation. Nogle gange med lægen, som vi så i Esthers tilfælde, andre gange med praksispersonale fra klinikken som f.eks. sygeplejersken. Via mobiltelefonen kan vi alle til den tid sende lægeklinikken et foto af f.eks. et hudeksem eller få svar på blodprøverne via video. På den måde undgås en tidskrævende tur til lægeklinikken.
Ung eller gammel. Med eller uden multisygdom eller kroniske lidelser. Vi er allesammen forskellige, og det er vi selvfølgelig også dén dag, vi bliver patienter. Almen praksis bruger sit kendskab til patienterne og deres historie kombineret med data og teknologi til at sikre, at vi som patienter bliver behandlet forskelligt afhængig af vores formåen og behov. I sidste ende med dét resultat, at vi sikres lige muligheder i sundhedsvæsenet, og at den praktiserende læge lykkes med at finde de syge og bidrage til at de raske holdes raske.
Men hvordan kan alt dette lade sig gøre? Der er jo mangel på praktiserende læger. Mange har lukket for tilgang af patienter, og en del ældre læger er på vej på pension. Frem mod 2030 vil den udfordring forhåbentlig blive mindre. På det seneste er optaget på lægestudiet øget, og det er besluttet at oprette flere uddannelsesstillinger i de praktiserende lægers speciale, almen medicin. I almen praksis er der også taget hul på en udvikling, hvor sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter og andre faggrupper kan varetage flere opgaver. Lægen har det overordnede ansvar, men kan uddelegere opgaver til sit praksispersonale, som derved spiller en større rolle.
Alt i alt forventes det, at arbejdet som praktiserende læge i fremtiden kommer til at tiltrække en masse af de nye unge læger, der er på vej, og dette er en afgørende forudsætning for, at visionen kan lykkes.
I 2030 har vi derfor genetableret muligheden for, at borgerne i alle dele af Danmark reelt har frit lægevalg. De kan vælge den klinik, der passer dem bedst, og der er en sund konkurrence mellem klinikkerne om at leve op til borgernes behov. Almen praksis er et attraktivt sted at arbejde for læger og medarbejdere. Der er faglig udvikling, teknologisk udvikling, kollegialt fællesskab og sparring - og en tilfredsstillelse ved sammen at hjælpe patienterne, så behandlingen bliver mere sammenhængende og tilpasset den enkelte.
Fremtidens praktiserende læger vil med andre ord trives i et tæt samspil med praktiserende speciallæger, hospitaler og kommuner, samtidig med at der i praksis er fokus på både digitalisering, kollegiale fællesskaber og faglig udvikling. Men vigtigst af alt vil vi forhåbentlig i 2030 i endnu højere grad understrege styrken ved, at man som borger er tilknyttet sin egen praktiserende læge, der har en endnu stærkere rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
Danske Regioner og landets praktiserende læger er godt klar over, at arbejdet hen mod denne vision for 2030 kræver meget af begge parter. Men vores sundhedsvæsen bliver kun bedre, hvis vi løbende opstiller nogle ambitioner for fremtiden. Det har vi hermed gjort – for patienternes skyld.