Gå til indhold

Danske Regioner: Test frem mod jul bliver løbende lagt på coronaprover.dk

Regionerne opskalerer massivt på testkapaciteten i disse dage. For tredje dag i streg er der udført over 100.000 test, og testkapaciteten vil blive yderligere øget over de kommende dage og uger. Så der kan godt komme flere tider til på dage og ved teststeder, hvor der lige nu ikke er nogen, fordi der løbende bliver lagt flere tider til, understreger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose. Hun kommer derfor nu med en opfordring til borgerne: Hold øje med coronaprover.dk, tjek hvor de mobile testenheder er i dit nærområde og duk kun op til tid til test i centrene, når du har en tid.

- Tider til test for COVID-19 bliver løbende lagt ind på coronaprover.dk, fordi testkapaciteten opskaleres dag for dag. Der kan dermed godt komme flere tider til på dage og ved teststeder, hvor der lige nu ikke er flere ledige tider, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

For tredje dag i streg er der udført over 100.000 test, og testkapaciteten vil blive yderligere øget over de kommende dage og uger, så alle, der har behov for en test, kan få en.

Vi kan hjælpe hinanden til at modvirke køer

Udover at holde sig orienteret på coronaprover.dk, er der også andre måder, man kan støtte op om testsystemet ved fx at modvirke kø ved testcentrene:

- Der er et rigtigt stort pres for at blive testet lige nu, og derfor er det også vigtigt, at man som borger sørger for hverken at møde for tidligt, sent eller slet ikke møde op, når man har booket en tid til en test via coronaprover.dk. Samtidigt skal man også afholde sig fra at dukke op ved et testcenter, hvis man ikke har booket en tid. På den måde er vi med til at hjælpe hinanden bedst muligt til at modvirke de køer, der kan opstå på grund af det, siger Stephanie Lose.

Tidsbestilling skal ske til testcentrene på coronaprover.dk, mens der ikke skal bestilles tid i de mobile testenheder.

Samarbejder med blandt andet private virksomheder sender testkapaciteten i vejret

Regionerne samarbejder med både myndighederne og private danske virksomheder om opskaleringen i den daglige testkapacitet. Det omfatter også muligheden for at udbyde antigentest. 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder