Gå til indhold

Digitalisering

Kommuner og regioner skal afprøve kunstig intelligens for at løfte kvaliteten i den offentlige service

Kommuner og regioner skal gennem 15 signaturprojekter afprøve kunstig intelligens inden for sundhedsområdet, social- og beskæftigelsesområdet samt tværgående sagsbehandling.

Kunstig intelligens kan forbedre den offentlige service. Det kan den gøre ved fx at diagnosticere sygdomme hurtigt, matche ledige borgere og virksomheder og give borgerne et smartere og mere overskueligt møde med den offentlige sektor. Men der er i dag få erfaringer med teknologien i den offentlige sektor.

Regeringen, KL og Danske Regioner er i økonomiaftalerne for 2020 blevet enige om 15 signaturprojekter, der skal give konkrete og praksisnære erfaringer med kunstig intelligens i kommuner og regioner.

Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, ser frem til at følge de regionale projekter:

- Vi er glade for at kunne være med til at udvikle og afprøve projekterne. De bedste løsninger baseret på kunstig intelligens kan hjælpe fremtidens patienter. De vil kunne give bedre faglig behandling samtidig med, at de kan være med til at frigøre nogle af de varme hænder, vi har så hårdt brug for, til pleje og omsorg.

Et af signaturprojekterne er på Sygehus Lillebælt, hvor de ved at bruge kunstig intelligens vil kunne diagnosticere akutte patienter hurtigere og bedre end i dag og derigennem medvirke til at redde liv.

Projektet skal hjælpe lægerne med at foretage biokemiske og mikrobiologiske analyser af akutte patienter, hvis tilstand vurderes at være kritisk. Ved at bruge kunstig intelligens kan analyseresultaterne foreligge allerede en time efter indlæggelsen, hvilket gør det muligt hurtigere at fastslå patientens risiko for sygdomme og behandlingsbehov. Det betyder, at dødeligheden blandt akutte patienter kan reduceres betydeligt, ligesom indlæggelsestiden for akutte patienter også kan reduceres markant.

Regeringen vil søge om Folketingets tilslutning til, at de statslige udgifter til projekterne indarbejdes på finansloven for 2020 og tillægsbevillingsloven for 2019.

Fakta:

I forbindelse med økonomiaftalerne er det aftalt at indstille 15 signaturprojekter til at modtage tilskud fra investeringsfonden for nye teknologier og digitale velfærdsløsninger. Investeringsfonden er på 200 mio. kr. fra 2019-2022 til nye teknologier og digitale velfærdsløsninger og skal blandt andet medfinansiere signaturprojekter om kunstig intelligens i kommuner og regioner.

Projekterne i første runde er indstillet til at modtage tilskud for i alt 67 mio. kr. Der er otte projekter i regionerne og syv i kommunerne:

Projekterne i regionerne er:

  • Kunstig intelligens til hurtigere og bedre diagnostik af akutte patienter (Sygehus Lillebælt)
  • Kunstig intelligens til kvalitetsudvikling i almen praksis (MedCom)
  • Prædiktion af sygdomsforværring blandt KOL-patienter (Region Nordjylland)
  • Realtidsprognoser og essentiel information til klinikere (Regionshospitalet Randers)
  • Kunstig intelligens til forebyggelse af sygelighed efter tarmkræftkirurgi (Region Sjællands Universitetshospital)
  • Kunstig intelligens til bedre tilrettelæggelse af behandlingsstrategi for kræftpatienter (Rigshospitalet)
  • Bedre diagnosticering af prostatacancer (Odense Universitetshospital)
  • Reduktion af stråledosis ved scanninger brugt i kræftbehandling (Rigshospitalet)

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Læs mere

Relaterede nyheder