Af Stephanie Lose og Ulla Astman, hhv. formand og næstformand for Danske Regioner. Bragt i Berlingske d. 27. marts 2019.

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået politisk aftale om sundhedsreformen.

En reform, som – hvis der stadig er flertal for den efter Folketingsvalget – vil svække det danske demokrati og kaste sundhedsvæsenet ud i en årelang strukturøvelse, der vil kræve unødige ressourcer og forsinke de mange gode ting, som vil kunne forbedre vores sundhedsvæsen. Medarbejdere og patienter har ikke brug for endnu en “overgangsperiode” og omstrukturering.

Med aftalen vil regeringen og Dansk Folkeparti nedlægge de fem folkevalgte regionsråd og erstatte dem med en helt ny struktur med fem administrative forvaltninger, et nationalt organ kaldet Sundhedsvæsen Danmark og 21 såkaldte sundhedsfællesskaber.

Det vil give et sundhedsvæsen med mange beslutningsniveauer og nye gråzoner. Og i mange tilfælde vil det være uklart, hvem der egentlig har ansvaret – og hvem borgerne skal henvende sig til.

Et stort demokratisk nederlag

Siden grundloven blev underskrevet, har vi haft 170 år med folkevalgte og en lang demokratisk tradition, som vi danskere med rette kan være stolte af.

Vi har nemlig indflydelse på de politiske beslutninger, som påvirker vores hverdag. Og intet politisk område betyder mere for os end sundhedsvæsenet. Mere end halvdelen af danskerne mener, at sundhed bør være et af valgkampens vigtigste temaer, og det er kun naturligt, for hvert år er vi alle i kontakt med sundhedsvæsenet. Enten er vi selv patienter eller også er vi pårørende til en ægtefælle, et familiemedlem eller en god ven.

Derfor er det et stort demokratisk nederlag, hvis man nedlægger de fem regionsråd og flytter 115 milliarder velfærdskroner fra folkevalgte regionsrådspolitikere og over i fem administrative forvaltninger uden for borgernes demokratiske rækkevidde.

Her skal ganske få statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer sidde i lukkede lokaler og træffe vigtige sundhedspolitiske beslutninger, der betyder alverden for de lokale borgeres hverdag og tryghed, men som de ikke får nogen direkte indflydelse på.

Demokrati over køledisken

I dag er vi 205 regionale politikere hver især demokratisk valgte talerør for en masse danskere, som mener, at netop vi repræsenterer deres holdning til hospitaler, psykiatri, akutberedskab, kollektiv trafik, miljø mv.

Det er et ansvar, vi er meget bevidste om, og i dagligdagen taler vi med en masse mennesker, som kommer til os med bekymringer, forslag, ros eller bare for at sige hej. Nogle gange over køledisken i det lokale supermarked eller ved børnenes skole – andre gange i telefonen, på mail, via sociale medier og ved et af de borgermøder, som f.eks. Region Midtjylland så sent som i mandags afholdte på Djursland.

Det giver danskerne mulighed for let og hurtigt at tage dialogen med os, når de har noget på hjerte. Og de mange samtaler, mails og spørgsmål giver os folkevalgte værdifulde input.

Denne demokratitradition sættes over styr, hvis sundhedsreformen bliver gennemført.

Medarbejdere advarer mod strukturreform

Det er ikke kun os i regionerne, som er bekymrede for reformens konsekvenser for sundhedsvæsenet og dets demokratiske forankring. Også personalet tager skarp afstand.

HK kalder det for en ”udemokratisk skrivebordsøvelse, der gør patienter og personale til kastebolde”. FOA mener ikke, at der er brug for en ”forhastet og uigennemtænkt strukturreform”. Og det samlede sygehuspersonalet har skrevet, at ”Der er brug for folkevalgte politikere, som kan afveje hensynet til kvalitet, økonomi og geografiske forhold med borgernes behov for tryghed og nærhed. I sidste ende handler det om at sikre lighed i sundhed, og det skal ikke overlades til et regneark.”

Om reformens brugerråd siger sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, at ”det ligner lidt et figenblad. Selvfølgelig er det bedre at have et sådant organ end overhovedet ikke at have politikere involveret. Men når man indfører dette, kan man måske også spørge, hvorfor man så ikke bare beholder regionsrådene.”

Nærhedsfonden hviler på usikker grund

Det er ikke kun strukturændringerne, den er gal med. Flere af landets førende eksperter har sået stor tvivl om dele af finansieringen bag nærhedsfonden. 

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen har kaldt det ”tryllestavsøkonomi” og ”kreativ regning”, og Jakob Kjellberg fra VIVE mener, at ”visse elementer minder om tænk på et tal”.

Usikkerheden handler især om, at regeringen vil finde 350 mio. kroner om året ved at nedlægge regionsrådene og flytte de regionale opgaver, som ikke omhandler sundhed, til staten eller kommunerne.

Men opgaverne med at rense forurenede grunde, drive de regionale busser og lokalbaner, fordele gymnasieelever, placere grusgrave og støtte kulturen forsvinder jo ikke – en geolog eller en gravko bliver ikke billigere af, at staten skal betale for dem.

Og så vil regeringen spare de 80 mio. kroner, som vi 205 regionsrådspolitikere i alt koster – og som udgør under en promille af regionernes budget på 129 mia. kroner. I stedet skal bestyrelsesmedlemmer så aflønnes (de er sikkert ikke lige så billige i drift som et regionsrådsmedlem), sundhedsforvaltninger og sundhedsfællesskaber skal betjenes, og der skal holdes valg til patient- og pårørenderåd.

Sammenhæng og brugerråd står ikke i modsætning til folkevalgte

Det er vigtigt at sige, at sundhedsreformen indeholder mange gode tanker og konkrete tiltag. Det gælder bl.a. ambitionerne om at flytte flere behandlinger tættere på borgerne, styrke sammenhængen mellem hospitaler, kommuner og almen praksis samt inddrage patienter og pårørende helt tæt. Vi kan også kun hilse velkommen, at regeringen vil afsætte flere midler til psykiatrien og akutberedskabet.

Men fælles for tiltagene er, at ingen af dem står i modsætning til en direkte folkevalgt forankring af vores hospitaler og sundhedsvæsen. Tværtimod. Vi bidrager meget gerne til en vellykket implementering af de mange sundhedspolitiske visioner på Christiansborg - uanset hvad farve, regeringen har.

I regionerne er vi desuden i fuld gang med at sikre et nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi har f.eks. aftalt med PLO, at 25.000 patienter med diabetes 2 skal have flyttet behandlingen til deres praktiserende læge inden 1. juli 2020. Og vi er i gang med at udrulle en landsdækkende ordning for hjertepatienter, så de selv kan måle deres værdier i eget hjem. Alt imens, at vi år efter år har nedbragt dødelighed og ventetider til et historisk lavt og ensartet niveau.

Derudover har vi i regionerne allerede selv i 2018 besluttet at indføre det fælles akutnummer, 113, ligesom vi på akutområdet også aktuelt arbejder med konkrete tiltag, som bl.a. skal sikre kortere og mere gennemskuelig ventetid i akutmodtagelserne, en direkte hotline fra de kommunale sygeplejersker til hospitalernes akutspecialister og videokonsultationer gennem app’en Min Sundhed.

Endelig har vi allerede et stort fokus på at inddrage danskerne i beslutningsprocessen. De har foretræde i politiske udvalg, deltager i borgermøder og udvalg for patientrepræsentanter, kan stille spørgsmål i salen inden hvert regionsrådsmøde, og langt de fleste hospitaler har desuden allerede i dag faste patient- og pårørenderåd, hvor danskerne systematisk inddrages i beslutninger om f.eks. udviklingen af samlede patientforløb og bedre information og vejledning.

Danmark er et stolt demokrati, der hviler på en stærk tradition for, at den politiske debat og de politiske beslutninger er et anliggende for hele den danske befolkning – og ikke bare de få udvalgte. Lad os ikke sætte det over styr i sundhedsvæsenet med en forhastet reform.