Kronik af Sophie Hæstorp Andersen, formand for Psykiatri- og Socialudvalget, Danske Regioner. Bragt i Politiken d. 19. juni 2019.
Kunne voldsomme overfald på uskyldige have været undgået, hvis den psykisk syge gerningsmand havde fået en bedre behandling? Det spørgsmål optager mange af os, der arbejder med og i psykiatrien i Danmark. Årsagen er en rapport fra Danske Regioner, hvor det i mere end 200 sager vurderes, om manglende psykiatrisk behandling har været en faktor for den forbrydelse, gerningsmanden har begået.
Rapporten, der har været omtalt i blandt andet Politiken, er trist læsning. Vi taler om patienter, der har begået drab, drabsforsøg og vold – og ifølge rapporten vurderes det, at der i 74 procent af sagerne er ydet ”utilstrækkelig behandling”. Den utilstrækkelige behandling viser sig blandt andet ved, at patienterne i rapporten trods behov for behandling afvises og dermed ikke bliver indlagt. Andre udskrives for tidligt og andre mister vi helt kontakten med.
Det er alvorlige problemer, og vi skylder både patienterne, deres pårørende og de ansatte i psykiatrien at tage hånd om det. Det er vores ansvar, og der er ting, vi skal gøre ordentligt for gruppen af patienter med svære psykoser og sygdomme som eksempelvis skizofreni. Det er mennesker, der i perioder kæmper med blandt andet personlighedsforstyrrelser, hører stemmer og samtidig kan udgøre en risiko for dem selv og deres medmennesker.
Behov for flere sengepladser
Vi har grundlæggende brug for en markant investering i psykiatrien på tværs af regionale og kommunale tilbud over de næste 10 år. Vi har gennem årene behandlet flere og flere. I 2007 var der 111.630 patienter i psykiatrien, mens tallet i 2018 var steget til 153.697, og vurderingen er, at der i de kommende år vil komme flere til. Den udvikling skal samtidig ses i lyset af, at en analyse fra sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen for nylig slog fast, at vores sundhedsvæsen i flere år har været underfinansieret med mere end en milliard kroner om året.
Der er behov for mere kapacitet, flere sengepladser, flere læger og dygtige medarbejdere som f.eks. ergo- og fysioterapeuter, og socialpædagoger. Vi har blandt andet foreslået, at voksenpsykiatrien udbygges med 50 nye senge. Samtidig skal vi styrke samarbejdet med kommunerne, så færdigbehandlede patienter kan udskrives hurtigere med kommunal hjælp og støtte, end det sker i dag. På den måde, kan der frigøres yderligere 50 sengepladser.
Regionerne har godt nok oprettet 150 særlige sengepladser i 2018, som i udgangspunktet var tiltænkt gruppen af udfarende patienter med både psykisk sygdom og misbrug. Men trods et klart behov står flere af pladserne stadig tomme, fordi modellen fra start var skruet forkert sammen. Det, er vi enige med Kommunernes Landsforening i, skal laves om, og det samme skal lovgivningen, så vi kan få samlet og forbedret misbrugsbehandlingen og udnytte de tomme pladser. Det må ikke være sådan, at psykisk syge udskrives for tidligt eller mødes af en lukket dør, når de henvender sig til os på de psykiatriske skadestuer.
Håb og livskvalitet
Helt overordnet handler det dog også om, hvordan vi som samfund ønsker at behandle mennesker, der lever med psykisk sygdom. Hvad er vores vision? Hvordan forhindrer vi bedst, at svært psykisk syge ender som gerningsmænd? Vi mener, at målet i sidste ende må være at hjælpe mennesker med svære psykiske lidelser til at leve det bedst mulige liv uden for de psykiatriske hospitaler. Et liv, hvor sygdommen ikke bestemmer alt. Et liv, hvor der er plads til familie, og et liv med værdighed, håb og livskvalitet. Og et liv uden kriminalitet.
Det er grundlæggende den vej, vi er gået i det danske sundhedsvæsen siden 1960’erne. Før den tid var terapi og medicin stort set ukendte metoder til psykiatrisk behandling. I stedet blev patienterne holdt for sig selv på sikker afstand af det omkringliggende samfund. Bag tykke mure og hegn kunne de leve resten af deres liv på de store hospitaler, der blev bygget i skønne naturområder som eksempelvis i Risskov ved Aarhus eller Sct. Hans Hospital ved Roskilde. Her skulle patienterne groft sagt få det godt af de smukke omgivelser og den friske luft, men for de allermest syge kunne det samtidig betyde et liv i isolation.
Godt hjulpet på vej af den terapeutiske og medicinske udvikling kan vi i dag behandle psykisk sygdom hos mennesker på en helt anden måde. Antipsykotiske præparater betyder, at vi kan bringe dem ud af deres psykoser, dæmpe deres tvangstanker og med terapi hjælpe dem til at blive raske nok til at leve med deres sygdom. De er med andre ord ikke ”sindssyge” hele tiden, og årelang hospitalsindlæggelse står ikke længere øverst på recepten. Det giver os som ansvarlige for psykiatrien nogle andre betingelser for den behandling, vi kan tilbyde.
Behandlingsansvar efter udskrivning
Siden 2006 har vi sikret målrettet uddannelse af vores medarbejdere i psykiatrien. Vi har investeret milliarder i nye og bedre psykiatriske afdelinger, så rammerne spiller positivt ind i behandlingen. Vi har nedbragt ventetiden samtidig med, at vi har øget antallet af behandlinger markant. Og med udgående og opsøgende hold af medarbejdere arbejder vi på at give patienterne en så nær og sammenhængende behandling så muligt. Det er en udvikling, vi kan være stolte af, men vi må også erkende, at der er problemer, der skal løses.
Lige nu har vi i regionerne en arbejdsgruppe i gang, der med udgangspunkt i den føromtalte rapports væsentligste konklusioner arbejder på en række anbefalinger. De anbefalinger ser vi frem til, for de skal være med til at udvikle og sikre en ordentlig psykiatrisk behandling af de sværest psykisk syge og dem, der allerede er dømt til behandling i retspsykiatrien.
Udover den ”utilstrækkelige behandling” vurderes det også i rapporten, at der i halvdelen af sagerne ikke var givet god nok social støtte efter udskrivelse fra hospitalet. Med andre ord var hjælpen til patienterne på tværs af region og kommune ikke god nok. Det er tydeligt, at der fra vores side er brug for en mere opsøgende og vedholdende indsats til disse borgere. Vi skal tage det nødvendige lægefaglige ansvar, når patienten udskrives. Vi skal sikre, at de udskrives til det rette tilbud, og at vi ikke mister kontakten til dem. Her kan det være, at vores udgående og opsøgende teams fremover skal spille en endnu større og mere brobyggende rolle, så vi løbende motiverer til, at patienten tager sin medicin, får hjælp til at komme til sin aftale om behandling i klinikken og får den nødvendige sociale støtte.
Misbrugsbehandling til regionerne
Samtidig viste rapporten, at mere end halvdelen af patienterne havde behov for misbrugsbehandling, men i 88 procent af tilfældene lød vurderingen, at den kommunale misbrugsbehandling var utilstrækkelig. Problemet er helt fundamentalt, at behandlingen af psykisk sygdom og misbrug er delt mellem region og kommune, og med den nuværende lovgivning er det et problem, vi har svært ved at tackle.
Lad os lave et tankeeksperiment. Frank på 43 år har i to måneder været indlagt på et psykiatrisk hospital. Han hører stemmer, er personlighedsforstyrret og til tider udadreagerende. Det er imidlertid ikke første gang, at Frank er indlagt, og personalet kender ham efterhånden særdeles godt. Frank er nemlig en af de mange psykiatriske patienter, der også har et misbrug. Faktisk har hver tredje borger, der henvender sig på de psykiatriske skadestuer, både en psykisk sygdom og et misbrug af enten alkohol, hash eller medicin. I Franks tilfælde er det alkohol. På den ene side hjælper alkoholen Frank med at holde tilværelsen ud, men på den anden side komplicerer den hans behandling, der ellers gerne skulle gøre, at han får det bedre. De gange, han har været indlagt, er han blevet afruset, og personalet har hjulpet ham med at få sygdommen under kontrol.
Men historien taler sit eget triste sprog, for den overgang, der skal sikre, at Frank færdigbehandlet forlader regionens hospital og fortsætter med misbrugsbehandlingen i sin kommune, er ikke god nok. Det betyder, at vi mister kontakten til Frank, at vi ikke opsøger ham, når han udebliver fra sin aftalte ambulante behandling. Han glemmer derfor at tage sin antipsykotiske medicin, begynder at drikke og når han så endelig henvender sig hos kommunen, kan de kommunale behandlere ikke hjælpe ham med misbruget, før han har fået behandlet sin psykiske sygdom.
Gæt selv, hvordan den historie fortsætter. Frank er en svingdørspatient i den regionale psykiatri med et liv, hvor alkoholmisbrug og psykisk sygdom udgør hverdagen. I det værste scenarie betyder blandingen af misbrug og psykisk sygdom, at Frank kan være farlig. At han i en svær psykotisk tilstand går amok og begår en alvorlig forbrydelse. Sker det, skal sagen selvfølgelig behandles af domstolene, så Frank kan idømmes psykiatrisk behandling, men målet skal være, at han aldrig bliver en gerningsmand. Som nævnt er dette et tankeeksperiment, men vi må samtidig erkende, at historien lige så godt kunne bygge på virkelige hændelser. Sådanne forløb har fundet sted, og det viser tydeligt, at der er huller i vores behandling og den måde vores tilbud er indrettet på.
I regionerne har vi flere gange peget på lige præcis dette problem. Overgangene mellem de psykiatriske hospitaler, bostederne og de kommunale misbrugsbehandlere duer ikke altid, og det kan have fatale konsekvenser. Vi skal i stedet samle behandlingen af misbrug og psykisk sygdom, så vi kan sikre sammenhæng, så sygdommen ikke står i vejen for behandlingen af misbruget eller omvendt. Det kræver som nævnt en lovændring, og den har vi ventet længe på. Det gode er, at daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby er enig med os.
I et udspil fra Sundhedsministeriet om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen adresseres netop de problemer, opdelingen af ansvaret fører med sig for den enkelte patient. Ifølge udspillet ville den daværende regering derfor ”ændre den gældende fordeling af ansvaret for misbrugsbehandlingen på sundhedsområdet for mennesker med psykiske lidelser, så denne samles i regionalt regi”. Udspillet er fra december 2017, og ifølge det ville regeringen præsentere ”en model” i løbet af foråret – altså 2018.
Den model og den nye lovgivning venter vi og de psykiatriske patienter med misbrug desværre stadig på.
Oprustning af socialpsykiatrien i kommunerne
De kommunale socialpsykiatriske tilbud skal ligeledes styrkes markant. Her skal der sikres endnu mere støtte, rådgivning og sundhedsfaglige kompetencer, når psykisk syge vender tilbage til egen bolig eller bosted, så vi bedre forebygger, at de ender som misbrugere, hjemløse eller kriminelle.
Der er altså mange steder at tage fat. I vores optik er det dog afgørende, at det sker med den underliggende ambition om, at vi i dag vil tilbyde mennesker med svær psykisk sygdom et alternativ til de lukkede afdelinger – nemlig et liv ude i samfundet sammen med os andre. Svaret er ikke at tvangsindlægge patienter som Frank i erkendelse af, at det aldrig bliver godt. Muligheden kan måske synes fristende. At medicinere Frank så meget, at han uden problemer kan opbevares på en lukket afdeling. Tæt på bedøvet og uden det fjerneste antræk til at optræde truende eller udøve vold. Ufarlig og passiv, men samtidig berøvet enhver form for livskvalitet.
Der arbejdes mange steder i psykiatrien intensivt med ”recovery”. Det er ikke så meget en behandling, men snarere en personlig og individuel forandringsproces, hvor der er fokus på patientens egne mål og håb for fremtiden. Det er altså en anden tilgang end tidligere tiders mere enøjede fokus udelukkende på behandling. En patient slipper ikke nødvendigvis af med sine symptomer, men ved at fokusere på de ting, der er med til at genskabe mening og positive drømme om et bedre liv, hjælper vi de syge til en tilværelse med mere værdighed og større livskvalitet.
Vi skal sikre både kapacitet og kvalitet i psykiatrien, til gengæld skal vi undgå generaliserende forestillinger om, hvad det vil sige at være et menneske med svær psykisk sygdom. Personer med velbehandlede psykiske sygdomme kan godt passe et arbejde, indgå i fællesskaber med andre mennesker og have en hverdag med familie og venner.
Det er netop det, der er vores ambition, og med de kommende anbefalinger er tiden nu kommet til, at vi øger indsatsen på området. Vi vil altid have en gruppe mennesker, der er ramt af svære psykiske lidelser. Kun ved at hjælpe dem bedst muligt, kan vi minimere risikoen for, at de begår farlig kriminalitet, og vores grundlæggende svar til dem skal være et håb om et bedre liv.