Gå til indhold

Slidte hospitaler brug for milliarder

Landets hospitaler er mange steder slidt ned. Omtrent hvert tredje af landets hospitaler er i en sådan tilstand at det kræver en saltvandsindsprøjtning på flere milliarder at vedligeholde hospitalerne i tilstrækkelig grad.

Akut nedbrud af gamle elevatorer, forældede CT-scannere og gennemtærede faldstammer er blandt de jævnlige udfordringer, som der må arbejdes rundt om på mange at landets ældre hospitaler. De er så slidte, at akut opstående problemer har en konsekvens for hospitalernes primære opgave – nemlig behandling af syge danskere.

- Flere af vores hospitaler er i virkelig dårlig stand. De forhold vi byder medarbejdere og patienter er langt fra gode nok, og det er svært helt at undgå, at det går ud over behandlingen, når for eksempel vigtigt apparatur akut bryder sammen eller elevatorer, der fragter sengeliggende patienter rundt på hospitalerne, ikke virker, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

4 milliarder

Mange hospitaler stammer fra 60’erne og 70’erne, hvor velfærdssamfundet for alvor blev udbygget, og nu trænger mange af dem til både nye tage, nye rør og vand-varmeinstallationer. Det gælder også apparatur, hvor man i både dansk og europæisk sammenhæng forudsætter en levetid på 10 år.

Det betyder at man reel bør udskifte cirka 10 procent af alle scannere, strålekanoner og andet apparatur hvert eneste år. Det er ikke muligt med de rammer der er i dag.

I følge Danske Regioners beregninger er der behov for ca. 4 milliarder om året. Og det er penge, som vil blive rejst i de årlige økonomiforhandlinger med regeringen efter sommerferien.

- Det er mange penge. Men hvis vi skal kunne opretholde status quo for bygninger, it og apparatur så er det sådan det må være. Man skal huske på, at en god portion af de her bygninger er mere end 100 år gamle og i det perspektiv giver det vel for de fleste god mening, at der er behov for at investere i vedligehold, siger Stephanie Lose.

Penge skal sikre ensartet behandling

Hospitaler i Danmark er dog ikke alle sammen placeret i ældrebygninger. De nye supersygehuse der i disse år bliver færdige, udgør 20 procent af byggemassen for hospitalerne og finansieres af kvalitetsfondsmidler.

De resterende 80 procent af hospitalsbygningsmassen er af ældre dato og har brug for vedligehold.

- På vores nye hospitaler kan vi tilbyde behandling af den allerhøjeste kvalitet. Det vil vi også gerne kunne give patienter på vores andre hospitaler. Men det kræver investeringer og målrettet vedligehold, at sikre der ikke er bliver stor forskel på, hvilken behandling patienter kan få på nye og ældre hospitaler, siger Stephanie Lose.

Fakta:

  • De nye hospitaler og sygehuse, som skyder op på tværs af landet, udgør kun 20 procent af den samlede hospitalsmasse. De resterende 80 procent har brug for at blive holdt ved lige, renoveret og omlagt til en mere digital hverdag. Siden 2012 har regionerne haft færre og færre penge til anlæg.
  • Region Hovedstaden har i 2018 haft Rambøll til at gennemgå alle regionens hospitaler, med henblik på at vurdere den fysiske tilstand. Rapporten konkluderer, at 24 procent af bygningerne er i kritisk tilstand. Det drejer sig særligt om Rigshospitalet, Herlev og Hvidovre.
  • Ifølge Rambøll vil det kræve investeringer på over 700 mio. kr. om året i 10 år at forbedre bygningstilstanden til et acceptabelt niveau.
  • En ældre Rambøll rapport fra november 2014, der afdækker bygningstilstand på alle landets hospitaler, viste et tilsvarende resultat, nemlig at 32 procent af bygningerne var i kritisk tilstand.

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Læs mere

Relaterede nyheder