Det offentlige arbejdsmarked står over for rekrutteringsudfordringer på ældre- og sundhedsområdet. Antallet af plejetrængende ældre bliver flere, samtidig med at en stor andel af medarbejderne snart går på pension, og antallet af ansøgere på social- og sundhedsuddannelserne er faldet.
Derfor er regeringen, KL, Danske Regioner og FOA nu enige om en aftale, som skal være med til at få flere til at vælge og gennemføre social- og sundhedsuddannelserne. Med aftalen forhøjer parterne minimumsantallet af praktikpladser med i alt 30 procent fra 2019 til 2020 og 2021. De ekstra praktikpladser giver eleverne på uddannelserne større uddannelsessikkerhed og vil forhåbentlig også få flere til at vælge en social- og sundhedsuddannelse.
Aftalen indeholder også en række nye elementer, som skal sikre, at færre elever falder fra uddannelsen. Parterne bag aftalen forpligter sig for eksempel til en målsætning om at reducere frafaldet til maksimalt 10 procent på hovedforløbet, hvor frafaldet i dag er på cirka 14 procent.
- Det er en vigtig aftale, vi har indgået med arbejdsmarkedets parter. Vi gør det klart og tydeligt for dem, der overvejer at tage en uddannelse inden for plejesektoren, at der er gode muligheder for spændende praktikforløb og job. Så sammen med initiativerne i finanslovsaftalen og erhvervsuddannelsesaftalen tager vi store skridt mod forhåbentligt at gøre det endnu mere attraktivt at vælge en social- og sundhedsuddannelse, siger undervisningsminister Merete Riisager.
- En af kommunernes vigtigste velfærdsopgaver er at sikre en god kvalitet i ældre- og sundhedsplejen. Det kræver flere hænder, og den dagsorden har KL arbejdet for længe. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har landet en aftale, der understøtter rammerne for at uddanne flere elever i en tid med flere ældre borgere. Derudover indeholder aftalen et fælles ambitiøst mål for, at flere elever gennemfører uddannelsen. Både mindsket frafald og øget dimensionering har netop været fokuspunkter i KL's handlingsplan for flere hænder i sundheds- og ældresektoren. Vi er i kommunerne klar til at levere på opgaven og tager et stort ansvar med denne aftale, siger formand for KL, Jacob Bundsgaard.
- Tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er en vigtig forudsætning for, at vi også i fremtiden kan løse sundheds- og omsorgsopgaverne godt og effektivt til gavn for patienter og borgere. Det bidrager denne praktikpladsaftale til. Ikke bare indeholder aftalen et betydeligt løft i antallet af praktikpladser på social- og sundhedsassistentuddannelsen; vi har som parter samtidig aftalt at sætte målrettet ind mod frafaldet på uddannelsen og se på, hvordan vi også fremtidssikrer rammerne for uddannelsen af social- og sundhedsassistenteleverne, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande en ny praktikpladsaftale. Det har FOA kæmpet hårdt for. Nu venter der en stor opgave for alle parter med at tiltrække elever til de mange nye praktikpladser. Det kræver både, at vi taler faget op, og at vi tilbyder gode arbejdsvilkår for social- og sundhedsansatte ude på arbejdspladserne, siger formand for FOA Mona Striib.
I aftalen om offentlige praktikpladser på social- og sundhedsuddannelserne, der gælder fra 2020 til 2021, er der fastsat følgende minimumsniveau for antal praktikpladser på de to uddannelser:
- Minimum 6.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen
- Minimum 3.000 praktikpladser til elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen
Den fremadrettede praktikpladsdimensionering for den pædagogiske assistentuddannelse vil blive drøftet af parterne i foråret med henblik på aftale for 2020 og 2021.