Det er helt forskelligt, hvad en ny familie har brug for, og derfor skal regionerne blive bedre til at tilbyde forskellige løsninger tilpasset den enkelte familie. Det er hovedideen i et nyt udspil, ”Godt fra Start”, med 16 konkrete initiativer, der skal løfte svangre-omsorgen i Danmark.
- Vi skal blive endnu bedre til at lytte til den enkelte families behov og samtidig skabe mere individuelle løsninger for nyfødte og nye familier. Det nytter ikke, at vi tilbyder samme metervare til alle. Både familierne og regionerne skal vænne sig til tanken om, at ikke alle har brug for det samme, og at vi i stedet skal lave skræddersyede, individuelle løsninger, siger Ulla Astman, næstformand i Danske Regioner.
Fødestuer og app’s
Med udspillet vil regionerne bl.a. styrke fødsels- og forældreforberedelsen, som fremover skal tilbydes i mindre hold og i samarbejde med kommunerne. Blandt initiativerne er også, at regionerne vil etablere ”familiens team” for sårbare gravide på tværs af fødeafdelinger og kommuner. Desuden vil regionerne tilbyde fødestuer, der skaber ro og tryghed hos forældrene, og giver bedre mulighed for at inddrage den fødendes partner i fødselsforløbet.
Regionerne vil også give kommende og nybagte forældre et bedre overblik over deres forløb gennem en app, hvor de også modtager målrettet information og kan rådføre sig med sundhedspersonale.
Fælles for initiativerne er, at de allerede fungerer nogle steder i landet, og at det nye udspil fra Danske Regioner skal sikre, at de udbredes til hele landet.
Helheden skal ses
”Godt fra start” er regionernes svar på de udfordringer, som svangre-omsorgen står overfor. Blandt andet ved vi, at der frem mod 2025 vil blive født op mod 10.000 flere børn om året. Samtidig er der en gruppe gravide med kronisk sygdom, psykiske lidelser og sociale problemer, som har brug for en ekstra indsats og omsorg.
En anden hovedtanke i udspillet er, at der er masser af gevinster for både familierne og samfundet, hvis vi ser graviditet, fødsel og den første tid med den lille ny i sammenhæng
- Det er ikke nok alene at tænke på tiden, den nyfødte og forældrene er på hospitalet. Graviditeten og den første tid som ny familie er nemlig også yderst vigtig for, at den enkelte familie kommer godt fra start. Vi skal i samarbejde med kommunerne tænke mere på det samlede forløb for den enkelte familie, siger Ulla Astman.
En af de store gevinster ved den måde at tænke på er, at det giver en unik mulighed for at forebygge komplikationer, psykiske lidelser og sociale problemer senere i livet hos den nyfødte og forældrene.
- Danmark er kendt i hele verden for at tage sig godt af de nye familier. Det bygger vi videre på med dette ambitiøse udspil. Vi skal fortsætte med at udvikle den høje faglige kvalitet sammen med de engagerede og dygtige medarbejdere i svangre-omsorgen, siger hun.
Læs mere:
Fakta
Hvert år fødes flere end 60.000 børn i Danmark, og det sker med høj kvalitet og faglighed. Danmark er et af de sikreste lande at føde i.
87 procent af kvinder, der for nylig har født svarer, at de i meget høj eller i høj grad er tilfredse med deres samlede fødselsforløb. Det viser ”Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser blandt Fødende 2017.”
En repræsentativ undersøgelse foretaget af Epinion for Danske Regioner i 2017 blandt kvinder, der var blevet mor inden for de sidste to år, viser, at:
71 procent bakker op om en større differentiering i antallet af konsultationer hos egen læge og jordemoder i graviditeten. Det betyder, at de fx er enige i, at en kvinde med en ukompliceret graviditet får færre faste konsultationer end en kvinde med en kompliceret graviditet, men at hun har mulighed for at henvende sig, hvis behovet opstår.