Gå til indhold

Regioner sparer 335 mio. kr. årligt ved at skifte til billigere medicin

- Presset på vores medicinbudgetter er stort, så det er dejligt, når vi på et enkelt præparat kan spare og få mere sundhed for pengene. Sådan reagerer formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, efter at dyr medicin skiftes ud med et langt billigere præparat.

Patentet på en dyr type medicin til bl.a. gigtpatienter er udløbet. Et udbud sikrer nu, at regionerne får ny medicin med samme virkning for 52 mio. kr. pr. år fremfor 387 mio. kr. Regionerne og skatteborgerne sparer på dén måde 87 procent på indkøbet.

"I sidste ende kommer besparelsen andre patienter til gode," siger Stephanie Lose.

Hun glæder sig samtidig over, at fagfolk fastslår, at de patienter, der nu skal skifte medicin vil opnå samme effekt af den billigere medicin.

Besparelsen betyder, at en del patienter med hud-, gigt- og tarm-lidelser i fremtiden får ordineret det biosimilære lægemiddel, Adalimumab i stedet for det hidtidige og meget dyrere, Humira.

Medicinrådet har netop anbefalet udskiftningen, og regionernes indkøbsorganisation, Amgros, har opnået den store besparelse ved et udbud.

Regionernes samlede udgift til medicin var sidste år 14,4 mia. kr.

Kontakt

Hvis du vil vide mere