Af Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn
Det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned i de igangværende overenskomstforhandlinger. En part siger det ene, en anden part siger noget andet, tv og aviser laver historier i alle retninger, og de sociale medier bliver oversvømmet med påstande og rygter.
På det regionale område er der især mange misforståelser om ”fleksible arbejdsforhold”. Det vil sige, om regionernes ønsker til forhandlingerne om ændrede rammer for blandt andre læger og sygeplejersker på regionernes hospitaler.
Nogle af myterne er: At man med dags varsel vil kunne flyttes fra det ene hospital til andet, også selvom de ligger langt fra hinanden. At man kan blive flyttet til andre afdelinger, som arbejder med andre specialer end ens eget. At man får flere lange nattevagter.
Forståeligt nok skræmmer disse myter læger og sygeplejersker. Men det er altså forkert.
Vores ønske er, at indgå aftale om en fornyelse af overenskomst, hvor vi både tilgodeser personale og patienter.
Mennesker kan lige såvel blive syge kl. 15 om eftermiddagen, som kl. 03 om natten.
Vi oplever nu, at der på hospitalerne kommer flere patienter ind om eftermiddagen og aftenen på akutmodtagelserne end tidligere. Derfor er det også nødvendigt, at personalet er tilstede, når patienterne er det. Det er jo et døgnbemandet område.
Den udfordring har vi en forpligtigelse til at løse. Derfor har vi i højere grad brug for, at lægerne kan behandle akutte patienter i døgnets senere timer. Det betyder ikke, at lægerne skal arbejde mere, end de har gjort hidtil, men arbejdsindsatsen skal for patienternes skyld tilrettelægges anderledes.
Vi arbejder hele tiden for at forbedre patienterne behandling. Det gør vi på mange måder, blandt andet ved at sørge for, at eksempelvis læger og sygeplejerskers faglighed hele tiden styrkes på tværs af en afdeling. Sagen er så, at en afdeling i dag kan strække sig over flere matrikler inden for en region, fordi hospitalerne specialiseres mere og mere og bliver større og større. For at understøtte, at man fastholder et kontinuerligt fokus på at øge fagligheden og sammenhængen på tværs, er det nødvendigt, at læger og sygeplejersker kan flytte sig mere i arbejdet, men udelukkende geografisk. Afdelingen og behandlingen forbliver det samme.
Det betyder ikke, at ansatte skal flyttes rundt tilfældigt på forskellige typer af afdelinger. Medarbejderne vil arbejde på samme afdeling – som så bare ligger på forskellige matrikler. Det vil være en del af den almindelige planlægning på afdelingen og vil fremgå af vagtplanerne med fire ugers varsel.
Og der er faktisk heldigvis allerede mange læger og sygeplejersker, der arbejder flere steder i dag.
Du kan også få svar om flere emner i konflikten her: