Men kan vi overhovedet stole på, at staten er den rigtige til at drive så vigtig en opgave? Svaret er enkelt: Nej. Af flere årsager. Kig for eksempel på nogle af de kerneopgaver, som staten står for i dag. Jeg behøver vel næppe nævne statens katastrofale kontrol med udbetaling af udbytteskat eller de fejlagtige ejendomsvurderinger. Kig også på politi og uddannelserne på universiteterne. Tal fra Rigspolitiet viser store forskelle i politiets responstider over landet. Det samme gør sig gældende på universiteterne, hvor studerende indenfor samme studieretninger kan konstatere markante forskelle i antallet af undervisningstimer, alt efter hvilket af landets otte universiteter de studerer på. Der er altså næppe nogen grund til at stole på, at staten vil kunne levere et sundhedsvæsen, der ned til sidste komma er ens i hele landet.

Man kan også kigge til andre lande, hvor staten efter omfattende reformer prøver kræfter med at styre sundhedsvæsnet. For eksempel i England. Her kæmper det statsstyrede sundhedsvæsen med store underskud og lange ventelister. Eller kig til Norge, hvor eksempelvis norske knæpatienter må vente 104 dage længere end danske patienter på en knæoperation.

Der er altså ikke meget, der peger på en sammenhæng mellem statslig styring og bedre forhold for patienterne.
Faktisk er sygehusvæsenet i de fleste europæiske lande organiseret på det regionale niveau, fordi regionen er den rigtige model til at sikre tryghed, kvalitet og nærhed i et sygehusvæsen. Det er i sidste ende det, det hele handler om, og heldigvis viser tallene, at vores model med fem folkevalgte regioner leverer. Patienterne oplever kortere ventetider, flere behandlinger og nu arbejder vi på at bringe sundhedsvæsenet nærmere den enkelte borger. Det er en god udvikling, og dermed er der ingen grund til, at statsministeren insisterer på at gennemføre en sundhedsreform, der ifølge eksperter ikke er brug for, og som ikke kan garantere færre forskelle og et bedre sundhedsvæsen.