Alle over 16 år bør have adgang til gratis psykologisk hjælp

De tilbud, der i dag er til mennesker som Camilla, er utilstrækkelige og kommer ofte for sent. Når mennesket først er blevet rigtig syg. Det hænger ikke sammen med forskningen, der peger på, hvor vigtigt det er at sætte tidligt ind, når det handler om psykisk sygdom.

Senest har Sundhedsdatastyrelsen konkluderet, at psykisk syge gradvis mister tilknytningen til arbejdsmarked og uddannelse, op mod 5 år før de kommer i behandling for deres sygdom. Fordi de netop mistrives i så høj grad, at det for eksempel er svært at passe job og skole.

5 år er længe at gå med en ubehandlet sygdom - lad os et øjeblik forestille os, at det var en sygdom, hvor vi let kan se, at der er tale om et menneske, der har brug for behandling. En diskusprolaps for eksempel.

5 år er alt for længe at leve uden at få behandling - uansetomdet er den ene eller anden slags sygdom. Vi skal naturligvis også sætte ind tidligere og forebygge, når der er tale om en lidelse, der gemmer sig inde i hovedet.

Den nuværende tilskudsordning betyder, at Camilla og andre med for eksempel stress, angst og depression skal betale 40 procent i egenbetaling for at gå til psykolog. Det er for mange mennesker så mange penge, at de udskyder behandlingen - også selv om de måske godt er klar over, at de har brug for hjælp. I Danske Regioner mener vi, at alle over 16 år, der har behov, skal have adgang til gratis psykologisk hjælp.

Det er ikke alene for at give Camilla 5 gode leveår mere. Det er også, fordi de direkte og indirekte omkostninger til mentale sundhedsproblemer tegner sig for 55 milliarder kroner om året, og nye tal viser, at personer med lettere psykiske lidelser faktisk kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de får den rette hjælp i tide. Tilknytningen til arbejdsmarkedet giver værdi i pengekassen - både den personlige og den offentlige. 

Men mindst lige så vigtigt er det, at tilknytningen til arbejdsmarkedet også giver mental værdi for Camilla og andre, der mistrives.

Bedre hjælp til børn og unge

Det er ikke kun Camilla, der har det dårligt. Anton på 12 år bor alene med sin mor og søster. Antons mor har ikke overskud i hverdagen til andet end at passe sit arbejde og lige akkurat få enderne til at mødes.

Anton trives ikke. Han har alt for mange dårlige tanker. Han kan ikke koncentrere sig i skolen, og har ingen kammerater. Men det ser de voksne omkring ham ikke - eller også kan de ikke rumme det. Han bruger i stedet sin tid i haven med fodbolden. Her får triste tanker lov til at vokse.

Siden 2007 er antallet af patienter i børne-og ungdomspsykiatrien fordoblet. Det betyder, at der sidste år var 35.000 børn og unge i psykiatrisk behandling. Dertil kommer alle de børn, der går ubehandlede med deres psykiske lidelse, fordi ingen i deres hverdag har grebet dem.

Det er for eksempel børn som Anton, der går med deres tanker alene og ikke får den hjælp, de har brug for. Hvis vi skal vende udviklingen, så skal vi investere i en tidligere indsats. Vi skal sikre, at der er den rette hjælp på rette tidspunkt. Gerne i børnenes nærmiljø, så barnet ikke skal tages ud af hverdagens faste rammer.

Vi ved, at knap 20 procent af de patienter, der i dag henvises til børne-og ungdomspsykiatrien afvises, fordi de ikke er syge nok til at få behandling i den regionale psykiatri. Også selv om der ikke er nogen tvivl om, at barnet har brug for hjælp. Det er bare ikke psykiatrisk behandling på et psykiatrisk hospital, de har brug for.

Vi skal skabe en mulighed for de børn, der er syge, men heldigvis endnu ikke er blevet så syge, at de skal på hospitalet. Sammen med Bedre Psykiatri, Dansk Psykolog Forening og Børne-og Ungdomspsykiatrisk Selskab har Danske Regioner foreslået, at vi i fællesskab bygger ovenpå og udvider det tilbud, der allerede er i kommunerne for børn og unge med psykiske udfordringer.

Det skal sikre gode overgange og sammenhæng mellem hospital, kommune, skole og PPR. Vi skal pulje de gode kompetencer på tværs af kommuner og regioner, så børn og unge kan få den bedste hjælp inden for hverdagens rammer. Det her er et ambitiøst forsøg på at hjælpe børn og unge med deres mentale problemer - på et tidligt tidspunkt.

Behov for særligt behandlingstilbud til mennesker med psykisk sygdom og misbrug

I psykiatrien ser vi ikke kun mennesker som Anton og Camilla. Mange patienter er meget mere syge, og alt for mange har både en psykiatrisk lidelse og et misbrug af enten stoffer, alkohol eller medicin. Det er nogle af de mest udsatte mennesker i samfundet, og vi ved, at de i gennemsnit lever 22 år kortere end alle andre. Nogle bor på en villavej som Anton og Camilla, men en del af denne gruppe har ikke fast adresse bag en trimmet ligusterhæk.

Vi ved fra forskning, at mere end halvdelen af de misbrugere, der bor i Danmark, også har en psykisk sygdom, og meget ofte er de to lidelser stærkt forbundne. Og det er en af de udfordringer, sundhedspersonalet møder, når de skal behandle patienter med psykisk sygdom og misbrug i dag. For regionerne skal behandle den psykiske sygdom, mens kommunerne står for behandlingen af misbruget.

Ingen har blik for det fulde sygdomsbillede og alt for ofte ender disse borgere som kastebold mellem forskellige sektorer og systemer - uden at nogen har det overordnede ansvar for behandlingen.

Vi ved fra de psykiatriske hospitaler, at op mod halvdelen af personalets tid går med misbrugsrelaterede henvendelser - netop fordi det så ofte hænger sammen med den psykiske lidelse. Men tiden går med misbruget, uden at de egentlig kan behandle det - for det er kommunens opgave.

Vi mener derfor, at der skal etableres et samlet behandlingstilbud, hvor der på en og samme tid tages højde for det enkelte menneskes psykiske sygdom, for misbruget og de mange fysiske følgesygdomme, som ofte følger med. Det skal være et tilbud, der bygger på faglige standarder og evidens, og hvor regionerne tager det fulde ansvar for en god behandling.

Samtidig vil vi meget gerne arbejde meget tættere sammen med kommunerne, så vi i fællesskab kan løfte det samlede behandlings-og rehabiliteringstilbud til mennesker, der både har en psykisk lidelse og et misbrug. Også når det kommer til de allermest psykisk syge mennesker i Danmark, vil vi gerne have mere fokus på samarbejdet med kommunerne.

Det er en gruppe mennesker, der ofte har meget lange forløb i psykiatrien, og som samtidig i stort omfang har brug for støtte - både socialt og økonomisk - og træning fra kommunen. Det er mennesker, som for eksempel lider af skizofreni, personlighedsforstyrrelse, og børn og unge, der lider af spiseforstyrrelser.

De omtrent 7.400 mennesker, der betegnes som allermest syge, skal vi holde hånden under. Det er mennesker, der sjældent selv har kræfter til at gøre det selv. Og med dem in mente mener Danske Regioner, at der i de fleste steder i landet er brug for flere sengepladser i psykiatrien.

Det skal ikke være sådan, at personalet må udskrive den mindst syge på en afdeling for at få plads til en ny patient. Men sådan er virkeligheden desværre nogle gange i dag. Alle borgere, der er så syge, at de har behov for at være indlagt, skal have tilbudt en sengeplads. Det skal være en sundhedsfaglig vurdering og ikke antallet af ledige senge, der afgør, om en borger med psykisk sygdom kan blive indlagt. 

Når de sværest syge ikke har behov for at være indlagt, skal vi sikre, at den ambulante behandling og socialpsykiatrien står klar til at holde hånden under en god kontinuerlig behandling. Vi skal sikre, at vi altid har tid, personale og plads til et menneske, der har behov for behandling på et psykiatrisk hospital.

Vi skal også sørge for, vi på de psykiatriske hospitaler har de rette kompetencer og kan tilbyde den behandling, vi ved virker allerbedst. Det handler om, at vi skal tage bedre hånd om de mange følgesygdomme som for eksempel diabetes og hjertesygdomme, som psykiatriske patienter ofte også slås med. Det handler også om at sørge for en mere intensiv behandling, når man er indlagt.

De 200 millioner fra økonomiaftalen hjælper os et stykke på vej til at løfte behandlingen - selv om de ikke rækker hele vejen.

Vi vil sikre bedre sammenhæng mellem indsats i regioner og kommuner

Vi har i dag et godt sundhedsvæsen - også når det kommer til psykiatrien. De målrettede indsatser, som regionerne har foretaget, har båret frugt, og på en række områder ligger den psykiatriske behandling helt i top.

Ventetider på udredning og behandling er helt i bund, vi leverer god kvalitet på tværs af landet, og både patienter og pårørende er tilfredse med den behandling, de får Men vi kan blive endnu bedre. Psykiatrien er i forvejen presset af det stigende antal patienter, der har brug for behandling.

Siden 2010 er antallet af patienter steget med 32 procent. Alene sidste år blev 3.000 flere behandlet. Og vi vil gerne have mulighed for at hjælpe Camilla og Anton med den rette indsats tidligt i deres sygdomsforløb.

Hverken børn eller voksne må gå ubehandlede rundt og strengt sagt vente på, at de bliver så syge, at de passer ind i den regionale psykiatri. Det giver ingen mening, når vi ved, at den tidlige indsats kan gøre en kæmpe forskel for både den enkelte og for samfundsøkonomien.

Psykiatrisk sygdom kommer i mange forskellige former og sværhedsgrader, og heldigvis er det de færreste, der er så syge, at de har behov for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Derfor skal vi sikre en bedre sammenhæng mellem det, der sker i kommunerne, og det, der sker regionalt.

Det stiller krav til, at kommuner og regioner især er opmærksomme på, hvordan en patients forløb har været, og tilrettelægger behandlingen ud fra det. Ligesom begge sektorer skal være opmærksomme, når skiftet derefter går fra behandling på et hospital til en hverdag i eget nærmiljø igen. Det handler ikke blot om selve behandlingen i den regionale psykiatri, men også både det tidlige forebyggelsesarbejde og den opfølgende rehabilitering i kommunerne.

Indsatsen mod psykisk sygdom skal styrkes - og det skal ske på tværs af sektorer.

Hvis vi skal have råd til at opretholde og udvikle kvaliteten i behandlingen af psykisk sygdom, så skal vi - kort sagt - investere mere målrettet i at holde Camilla, Anton og den øvrige befolkning mentalt sund.