Gå til indhold

Regioner til unge: Der er fremtid i teknik og naturvidenskab

Danske Regioner sætter ind for at få flere af de unge til at vælge fx ingeniørstudiet. - Vi skal gøre som i Holland hvor langt flere vælger uddannelser indenfor det naturvidenskabelige og tekniske område. Det forhindrer mangel på de rette kompetencer i at blive en barriere for vækst, siger næstformand i Danske Regioner, Stephanie Lose.

To år efter at de har fået den eftertragtede hue er kun 14% af studenterne fra de almene gymnasier i gang med en naturvidenskabelig uddannelse. Andelen i Holland er langt højere. Samtidig viser en analyse fra Danmarks teknologiske alliance, ”Engineer the Future”, at Danmark vil mangle over 10.000 uddannede på området allerede om otte år.

I Holland har interessenter - erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner - samlet sig  i teknologiske partnerskaber. Nu er 35 procent af de unge universitetsstuderende i Holland i gang med en naturvidenskabelig universitetsuddannelse. Partnerskaberne sætter mål og aftaler indsatser for netop at styrke de unges interesse for naturvidenskab. Og partnerskaberne eksisterer både på nationalt og regionalt niveau, idet virksomhederne i hver enkelt region – ligesom i Danmark - har hver deres erhvervsmæssige styrker indenfor fx fødevareforædling, it eller miljøteknologi.

Virksomhedernes behov er alfa og omega

- Vi skal lade os inspirere af Holland og gå sammen i partnerskaber om regionale teknologipagter. Vi kan sikre vækst og arbejdspladser i fremtidens Danmark ved at motivere flere unge til at vælge de uddannelser, erhvervslivet har så hårdt brug for, siger næstformand i Danske Regioner, Stephanie Lose.

Samtidig peger hun på, at alle regioner har puljer, der støtter fx talentlinjer på gymnasier eller andre uddannelsesformål. Puljerne udgør sammenlagt årligt i omegnen af 60 millioner kroner.
- Det er vigtigt, at alle uddannelsesinstitutioner overvejer, hvordan de kan styrke overgangen til de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, og hvis uddannelsespuljerne i regionerne kan bidrage, så er det bare med at få søgt, siger Stephanie Lose. 

Støvring styrer

Elever på de tekniske gymnasier har ofte større teknisk eller it-mæssig interesse end det er tilfældet på de almene gymnasier. Men eftersom antallet af elever er stort på de almene gymnasier, betyder det, at der er et potentiale i at fokusere på overgangen til de naturvidenskabelige uddannelser fra det almene gymnasium.

En rapport, som Danske Regioner netop har fået udarbejdet hos AE-rådet viser, at der er stor forskel på, hvor mange studenter fra de almene gymnasier, der er i gang med en naturvidenskabelig uddannelse to år efter, de har fået deres studentereksamen: Fra hver femte på de mest ”leveringsdygtige” almene gymnasier til mere end hver tiende på andre.  

Hvis alle de almene gymnasier lykkedes med at motivere eleverne til at læse naturfag i lige så høj grad som i fx Støvring og Bjerringbro, ville der blive uddannet over 1.000 flere årligt på området. På sigt ville det derfor kunne bidrage til at afværge manglen på de rette kompentencer i fremtiden.
 
- Vores fremtidige velfærd er afhængig af, at vi fortsat som nation kan udvikle, producere og eksportere varer og ydelser, som udlandet efterspørger. Derfor er det her vigtigere, end mange umiddelbart tror, fastslår Stephanie Lose.

Danske Regioners 7 anbefalinger til almene gymnasier: 

  1. Opbakning og prioriteringen fra ledelsen
  2. Dygtige og inspirerende undervisere
  3. Adgang til den nyeste teknologi i undervisningen
  4. Et mere anvendelsesorienteret fokus i undervisningen
  5. Samarbejde med videregående uddannelser i området, fx universiteter. Det kan være i form af besøg, lån af undervisningslokaler, undervisere mv. 
  6. Samarbejde med tech-virksomheder, fx ved projekter
  7. Deltagelse i konkurrencer og talentprogrammer, fx Akademiet for Talentfulde Unge.

Læs mere:

Fakta

Stor forskel fra gymnasium til gymnasium

Den geografiskefordeling af de almene gymnasier (STX) med henholdsvis høj og lav andel af elever, der to år efter deres studentereksamen er i gang med en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.

kontakt

Hvis du vil vide mere

Maya Ryevad Lauritsen, konsulent
Center for Regional Udvikling, EU og Miljø (REM)
T: 3529 8271
M: 2976 8619
E: mrl@regioner.dk

Torsten Ellermann Eriksen, pressekonsulent
Kommunikation
T: 40202057
E: tee@regioner.dk

relaterede nyheder

Læs mere