Ventelister forkortes på de regionale ”Én indgang”-centre
På et halvt år er ventelisterne til de fem regionale centre for piger med diffuse symptomer reduceret med en tredjedel. Flere end 1.500 piger har nu været igennem et udredningsforløb, og centrene fortsætter arbejdet, forsikrer Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg
Den 1. april 2016 ventede 503 piger på at blive udredt på et af de fem regionale ”Én indgang”-centre, som tilser piger, der mener at opleve eftervirkninger af HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Det er 270 færre piger end den 1. november 2015, og dermed har centrene barberet ventelisterne ned med en tredjedel.
I alt er 2.084 piger henvist til de fem centre siden juni sidste år, og 1.514 piger var per 1. april kommet igennem et udredningsforløb, viser en ny opgørelse fra Danske Regioner på vegne af de fem centre.
Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, er tilfreds med centrenes arbejde.
- Det er på ingen måde en nem opgave, centrene står med, for pigernes symptomer falder ikke ind under få, præcise diagnoser, som hurtigt kan behandles medicinsk. En række specialister tilser pigerne på både medicinske-, neurologiske- og børneafdelinger, og pigerne og deres forældre er igennem grundige udredningssamtaler, hvorefter der især følges op med psykologhjælp og fysioterapi. Og det virker for mange, hører vi fra centrene, siger hun.
Kortere ventetider
Den nye opgørelse viser, at også ventetiderne til udredning falder. I Region Midtjylland var der i november ca. 5 måneders ventetid til børneafdelingen, hvilket nu er nede på 2-3 måneder. Og på børneafdelingen i Region Nordjylland er man gået fra at skulle afvikle en regulær pukkel til nu at have ventetid på under fire uger. Dermed ligger ventetiden under den udredningsret på 30 dage, som gælder alle patienter i sundhedsvæsenet.
- Det viser med al tydelighed, at personalet på centrene har lagt sig i selen for at tilbyde pigerne den lægelige ekspertise, der har været behov for. Den danske lægefaglige indsats på dette komplicerede område er nu solidt forankret på de fem regionale centre, og her vil arbejdet fortsætte, så længe der er behov for det, siger Ulla Astman.
Færre piger HPV-vaccineres
I perioden fra 1. februar til 1. april 2016 er 144 piger henvist til centrene, hvilket er en lavere tilstrømning end tidligere. Nedgangen falder sammen med, at blot 57 procent af pigerne født i 2002 var fuldt HPV-vaccinerede ved udgangen af 2015. Ved udgangen af 2014 var det 74 procent af pigerne født i 2001, viser årsrapporter fra Sundhedsstyrelsen.
- Der har jo været rigtig meget debat om HPV-vaccinen, og det er ulykkeligt, at piger har en oplevelse af, at vaccinen fører til bivirkninger. Det er vigtigt at holde fast i, at både de danske og europæiske lægefaglige myndigheder anbefaler vaccinen, fordi den forebygger livmoderhalskræft, og fordi der ikke er fundet sammenhæng mellem vaccinen og bivirkninger som hovedpine og svimmelhed. For nylig er der afsat 11 mio. kr. til yderligere forskning i vaccinen, og det er kun godt, at der nu kommer et endnu grundigere fundament for vaccinen, siger Ulla Astman.
Læs mere:
Status fra regionernes afdelinger med særligt ansvar for patienter med uforklarede symptomer: