Ventetiderne falder til de flere end 310.00 planlagte operationer, der hvert år gennemføres i Danmark. Fra 2011 til 2014 er ventetiden faldet med gennemsnitligt ni procent - fra 54 dage til 49 dage, viser tal fra Landspatientregisteret. Dermed er ventetiden på de planlagte operationer lavere end nogensinde.
- Der bliver ofte råbt op om uoverskueligt lange ventelister, men nu kan vi sort på hvidt se, at ventelisterne over en bred kam bliver barberet ned. Det er godt og betryggende nyt for patienterne, og det kan vi takke et dedikeret sundhedspersonale, som knokler og løber stærkt, for. I flere år har både politikere og sundhedsledere haft fokus på sygehusenes aktivitet, og det har virket, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Opgørelsen fra Landspatientregisteret viser, at ventetiden er forkortet for 7 ud af 10 operationstyper fra 2011 til 2014. Desuden viser opgørelsen, at der er stor forskel på, hvilke operationstyper der er længst og kortest ventetid til, og det er værd at bide mærke i, mener Bent Hansen.
Kort ventetid til livsvigtige operationer
- Alle patienter, der har behov for operation, skal selvfølgelig opereres så hurtigt som muligt, men vi er altså nødt til at skelne. Patienter med livstruende diagnoser som kræft- og hjertesygdomme har alt andet lige et større behov for hurtig operation end patienter, der skal have foretaget kosmetiske indgreb. Og heldigvis er ventetiderne til en lang række operationer af alvorlige sygdomme, for eksempel by pass-operationer, lav, siger Bent Hansen og tilføjer:
- Så når vi taler om udrednings- og behandlingsgarantier, er der behov for nuancer. Det er godt med ambitiøse mål om at udrede og behandle alle patienter lige hurtigt, men hvis ventetiden er lang til én slags operation, er det jo ikke ensbetydende med lang ventetid til en livsvigtig operation. På ingen måde.
I alt indeholder opgørelsen fra Landspatienteregistret 42 operationstyper, hvilke tilsammen udgør 84 procent af alle planlagte operationer i Danmark. Særligt patienter, som skal have foretaget kikkertundersøgelser, kommer hurtigere til, på trods af at denne gruppe patienter er vokset fra 2011 til 2014.
Læs mere:
- REGIO nr. 11 (januar 2016) - Danske Regioners analysemagasin