Målet med ændringen af uddannelsen er, at lægesekretærer imødekommer de krav, der stilles til den kliniske administration i fremtidens sundhedsvæsen. Både adgangskrav og uddannelsesniveau bliver hævet, hvis uddannelsen overgår fra at være en erhvervsuddannelse som i dag til en kort videregående uddannelse. Parterne skal nu drøfte det mere præcise indhold af en ny uddannelse.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, ser flere perspektiver i en ny lægesekretæruddannelse:
- Når vi gerne vil give uddannelsen et løft, så er det et udtryk for den væsentlige rolle, vi mener lægesekretærerne har - og får - som bindeled i et moderne sundhedsvæsen, siger han.
Bent Hansen peger på, at koordination bliver et af omdrejningspunkterne for at sikre et sundhedsvæsen, hvor sammenhæng og et godt flow i patientforløbene kommer mere og mere i fokus.
Også formanden for lægesekretærererne i HK, Soile Friis fra HK DL, glæder sig:
- Med den rivende udvikling, sundhedsvæsenet er i, er det både nødvendigt og vigtigt med en udvikling af vores uddannelse til et højere niveau, siger hun.
Fakta
En KVU-uddannelse varer mellem to og fire år og indeholder både skoleundervisning og praktik.
Studerende på en KVU får SU, mens eleverne på en erhvervsuddannelse får elevløn.