For første gang siden den kvartalsvise kræftmonitorering blev påbegyndt primo 2013 er der sket et lille fald i overholdelsen af standardforløbstiden. Danske Regioner sætter nu gang i analysearbejde, der skal se nærmere på måltal for de enkelte kræftformer og forskelle regionerne imellem.
Andel af forløb indenfor standardforløbstiden for "Samlet tid til behandling" var på landsplan 80 procent - samme niveau som ved udgangen af 2013. I første kvartal 2014 nåede man den foreløbigt højeste overholdelse af forløbstiderne på 84 procent.
Kommentar fra formand for Danske Regioner, Bent Hansen:
- Hurtig og effektiv kræftbehandling er en mærkesag for regionerne, og vi kan derfor slet ikke være tilfredse med et fald i overholdelsen af forløbstiderne - også selv det kun er tal for et enkelt kvartal. Det skal vi have lavet om på i en fart. Samtidig må vi gå lidt dybere ind i tallene og forsøge at finde nogle løsninger på de sværeste områder, så vi fremadrettet forhåbentlig kan få endnu flere rettidigt igennem pakkerne.
Læs mere:
Behandlingstider for kræftpatienter 2. kvartal 2014 - fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside