Danske Regioners telt ved Allinge Røgeri bliver under Folkemødet centrum for en række debatter, der har sundhedsvæsen, vækst og demokrati som omdrejningspunkt.
- Ligesom vi lægger vægt på, at vækstinitiativer skal matche de vidt forskellige udfordringer man står overfor i de enkelte regioner, så skal sundhedsvæsenet også matche det lokale patientgrundlag, infrastrukturen og demografien. Det handler om at have visioner, men også om at inddrage borgerne i prioriteringerne. Vi vil i regionerne sætte den enkelte patient i centrum. Derfor spørger vi ”Hvad er vigtigt for dig?”, siger Danske Regioners kommunikationschef, Susse Maria Holst.
Spørgsmålet trænger sig på i en række af debatterne i Danske Regioners store debattelt ved Allinge Røgeri, og i den videoboks, der er placeret foran teltet. Her inviteres alle til at fortælle om deres personlige erfaringer og ikke mindst, hvordan sundhedsvæsenet kan skabe værdi for den enkelte patient. Skal der være mere tid, større fleksibilitet eller mere tryghed?
Danske Regioner sætter også fokus på vækst og beskæftigelse, innovation og gentest i det store debattelt.
De regionale politikere deltager i øvrigt i en række andre arrangementer på Folkemødet i Allinge. På regioner.dk/fm14 finder du program for arrangementerne i Danske Regioners telt, et udpluk af regionspolitikernes øvrige program på Folkemødet og andre relevante oplysninger om vores aktiviteter i Allinge.
Du kan også blande dig i regionernes Folkemøde-debat på Twitter under #fmreg.