Den kollektive trafik skal hænge sammen for at kunderne vil bruge den. Derfor er der behov for et helhedsperspektiv, hvor der tages udgangspunkt i, hvordan skift mellem bus, lokalbaner og tog kan gøres lettere for passagererne.
I forbindelse med økonomiaftalen for 2015 er er det aftalt, at Transportministeriet, Finansministeriet, Danske Regioner og KL samt Trafikselskaberne i Danmark går sammen om at analysere, hvordan tilbringertrafikken til toget, og ikke mindst den kollektive busdrift, kan være med til at sikre størst mulig samlet passagervækst frem mod, at timemodellen gennemføres.
Carl Holst, næstformand i Danske Regioner, glæder sig over, at det er lykkedes at få bragt parterne i den kollektive trafik sammen om at se på, hvordan man kan få forbedret tilbringertrafikken til togene:
- Vi har længe forsøgt at vinde gehør for idéen om, at man må se på den kollektive trafik som en samlet helhed, hvis det skal være attraktivt at tilvælge den kollektive trafik. Det kræver at rejsetiden er så lav som mulig, ikke bare på togrejsen, men på hele rejsen f.eks. fra hjem til arbejde. Med en analyse får vi nu muligheden for at identificere, hvor og hvordan man kan forbedre den samlede rejsetid for flest mulige passagerer, når timemodellen står klar, siger Carl Holst.
Danske Regioner har i samarbejde med KL og Trafikselskaberne i Danmark udarbejdet en rapport med en række tiltag, der kan forbedre tilbringertrafikken til timemodellen.
- Vores nye rapport peger på en række gode idéer, der kan forbedre sammenhængen mellem bus og tog på timemodellen. F.eks. forbedret sammenhæng mellem bus- og togterminaler på superlyntogstationerne og højere frekvens på busserne til superlyntoget. Disse idéer er et indspark til den analyse, vi nu skal have lavet sammen med staten. Ambitionen her må blandt andet være at få konkretiseret yderligere, hvor og hvordan man kan få de mest markante forbedringer for passagerne, der skal rejse til en timemodelstation, siger Carl Holst.
Læs mere:
- Aftale om regionernes økonomi for 2015 (pdf)
- Udbygning af den regionale og lokale kollektive trafik til at understøtte (pdf) - rapport fra Danske Regioner