Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det har til formål at udmønte den del af regeringsgrundlaget, der drejer sig om en midlertidig forlængelse af behandlingsretten til 60 dage som led i akutplanen for sundhedsvæsenet.
Danske Regioner ser positivt på den foreslåede ændring. En midlertidig udvidelse af fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg på det somatiske område er et fornuftigt tiltag i en tid med pres på sundhedsvæsnet som følge af manglen på personale kombineret med eftervirkningerne af covid-19-epidemien og sygeplejerskestrejken.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at ændringen vil indebære en mindreudgift for regionerne som følge af den forøgede fleksibilitet i regionernes tilrettelæggelse af opgaver i sygehusvæsenet og regionernes rum for prioritering med deraf afledte produktivitetsgevinster. Danske Regioner skal hertil bemærke, at lovforslaget som følge af de eksisterende ventelister ikke vil medføre en mindreudgift for regionerne.
Danske Regioner skal endelig bemærke, at det er positivt, at der i forhold til ændringens ikrafttrædelse er taget højde i lovforslaget for, at Danske Regioner skal have tid til at forny kontrakter med privatleverandørerne.
Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: