Gå til indhold

Danske Regioners politiske høringssvar til ny lov på abortområdet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bedt Danske Regioner om at afgive høringssvar til høring over lovforslag om abort, herunder lovforslag om ændring af ugegrænsen for fri abort, lovforslag om ændring af aldersgrænsen for fri abort, samt lovforslag om oprettelse af nyt abortnævn mm.

Danske Regioner takker for muligheden for at afgive høringssvar og kommentere på de ændringer, som lovforslagene vil medføre for abortområdet.

Først og fremmest vil vi gerne fremhæve, at Danske Regioner bakker op om, at lovgivningen på abortområdet revideres og gøres mere tidssvarende. Den gældende lovgivning er over 50 år gammel og stemmer ikke længere overens med de medicinske og lægefaglige muligheder, der er for abort i dag, eller med de tilbud om fosterdiagnostiske undersøgelser, der er indført siden lovgivningens vedtagelse i 1973.

Danske Regioner forholder sig ikke til den politiske aftale om ændring af aldersgrænse for fri abort, ændring af ugegrænsen for fri abort samt oprettelse af nyt abortnævn mm., men vi har følgende bemærkninger til lovforslagene:

Danske Regioner bemærker i forhold til lovforslaget om ændring af aldersgrænsen for fri abort blandt andet, at der er behov for tilstrækkelige rådgivnings- og støttetiltag, når gravide ned til 15 år med lovforslaget vil kunne gennemgå en abort op til 18. graviditetsuge, uden at involvere forældremyndighed.

Danske Regioner bemærker i forhold til lovforslaget om ændring af uge-grænsen for fri abort særligt, at der er behov for præcisering af de bestemmelser, der kan anvendes til at give tilladelse til senabort efter 18. gravidi-tetsuge på baggrund af både medicinsk og social indikation, herunder også efter grænsen for levedygtighed.

Danske Regioner bemærker i forhold til lovforslaget om oprettelse af nyt nationalt abortnævn, at det kan være problematisk, at både abortnævnet og abortankenævnet placeres i samme instans; Styrelsen for Patientklager. Regionerne mener, at det kan påvirke uvildighed i hvert nævn, når sekretariaterne deler arbejdsplads. Regionerne har også bemærkninger til, hvordan der sikres de rette og tilstrækkelige kompetencer i abortnævnet. Derudover bemærker regionerne, at der er behov for at sikre, at der i ansøgninger om abort på social indikation sikres de rigtige rammer og muligheder for, at alle gravide involveres på en måde, der ikke belaster den gravides mulighed for at få tilladelse. Regionerne fremhæver desuden også, at der er behov for at sikre de rigtige støttetilbud til alle, der gennemgår en abort med særlig fokus på gravide, der skal gennemgå aborter senere i graviditeten, da disse aborter kan være særligt belastende.

Danske Regioner har i tillæg til dette høringssvar på vegne af regionerne afgivet tre administrative høringssvar, som uddyber ovennævnte bemærkninger samt peger på en række yderligere forhold, der bør være opmærksomhed på. De administrative høringssvar er fremsendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet d. 13. november.

Læs Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: