Generelt
Direktivets overordnede mål er, at alle overfladevandområder og grundvandsforekomster som udgangspunkt skal opnå mindst ”god tilstand”. Regionerne udfører myndighedsopgaver på miljøområdet, hvor opfølgning ved fund af miljøfremmede stoffer udgør et vigtigt element, både fra de statslige myndigheders side og fra kommunerne. En god dialog, fælles forståelse og gensidig orientering om elementer i vandplanlægningen er derfor afgørende for en effektiv indsats for at beskytte både grundvand og overfladevand. Vi ser det derfor som positivt, at vi her får mulighed for at bidrage til høringen og sætte fokus på regionernes opgaver på miljøområdet.
Jordforurening
Risikovurdering af forureningskilder indgår som en central del af regionernes arbejde på jordforureningsområdet. Regionerne bruger hvert år omkring 300 mio. kr. på at beskytte drikkevandsressourcerne mod forurening, og vi anser det for vigtigt, at der er sammenhæng til arbejdet med vandplanlægningen og beskyttelsesindsatsen. I forbindelse med statens tilstandsvurdering af grundvandsforekomsterne er der med et opdateret modelkoncept udpeget en række større regionale grundvandsforekomster med dårlig kemisk tilstand. Vi savner dette element i det udsendte forslag til afgrænsning af miljørapporten. I afgrænsningen bør der være et afsnit særlig rettet mod regionernes offentlige indsats, herunder den forventede effekt den måtte have både for overfladevandområder og grundvandsforekomster.
Råstofindvinding
Regionernes vigtige opgave med råstofindvinding på landjorden er ikke specifikt nævnt i udkast til afgrænsningsnotatet (bilag 2) i høringsmaterialet. Det er derfor uklart for os, om denne opgave vil blive behandlet i forbindelse med udarbejdelse af en miljørapport og miljøvurdering af de genbesøgte vandområdeplaner. Vi vurderer, at det kan være relevant i forhold til beskrivelse af planens indvirkning på henholdsvis ressourceeffektivitet og materielle goder.
Vi ser frem til at få mulighed for at give bemærkninger til miljørapporten, når den kommer i høring.
Læs hele Danske Regioners Høringssvar i pdf-format herunder: