Gå til indhold

Høringssvar vedr. udkast til bekendtgørelse om juniormesterlære

Danske Regioner ser meget positivt på, at man vil tilbyde en ny alternativ mulighed for, at elever i udskolingens 8. og 9. klasse kan vælge at afslutte folkeskolen med en mere praktisk orienteret skolegang, der kombinerer undervisningen i folkeskolen i mindst fagene dansk og matematik med praktik i virksomheder eller praktiske undervisningsforløb på en institution for erhvervsrettet uddannelse, en institution for forberedende grunduddannelse eller i ungdomsskolen.

Danske Regioner peger dog på en række forhold, som kan udfordre elever i en sårbar alder eller begrænse brugen af ordningen.

Lige muligheder (Kapitel 1, § 2).
Ifølge bekendtgørelsen påhviler det eleven og forældrene at finde en praktikplads i en virksomhed og indgå en praktikaftale. Aftalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at skolens leder kan vurdere, om praktikaftalen kan godkendes, jf. kapitel 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde praktiske undervisningsforløb, jf. kapitel 3, til elever, der ikke har en godkendt praktikplads i en virksomhed.
Det kan bekymre, at det er elevens og forældrenes ansvar at finde en praktikplads og indgå en aftale jf. nedenstående. Derved risikeres, at der ikke er lige muligheder for alle elever, da forældrenes kendskab til erhvervslivet og kompetencer i forhold til at kunne udarbejde en aftale er forskellige og for nogen kan være begrænsende. Det kan ramme nogle af de elever, som måske ville få allermest ud af en virksomhedspraktik.
Det bør afklares, hvordan elever, som ikke selv kan finde en praktikplads, kan få praktisk hjælp til at finde en.

Sammenhæng mellem virksomhedens arbejde og skolens fag (Kapitel 2)
For virksomhederne kan det være en større opgave at dokumentere, hvordan elevernes læring i praktikken relaterer sig samlet set til folkeskolens formål og supplerer undervisningen i de af folkeskolens fag, emner m.v., som eleven modtager undervisning i.
Dette kan blive en stor administrativ byrde for virksomhederne og dermed kan der være risiko for manglende opbakning til indsatsen og vanskeligheder med at finde praktikpladser. Det bør overvejes, hvordan man kan smidiggøre brugen af ordningen for virksomheder.

Koordineret og samlet ansvar for rådgivning og aftaler (Kapitel 2)
Der er et væsentligt ansvar forbundet med at stable et juniormesterlæreforløb på benene. Både for den enkelte elev, forældre og skole. Det omfatter både at finde praktikpladser, indgå aftaler om forløb, tilrettelægge fag, der skal indgå i ordningen samt sikre et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag for den enkelte elev. mv. Det kan belaste både skoler og elever betydeligt.
Man bør derfor overveje at samle ansvaret for at finde og koordinere praktikforløb således, at alle skoler, elever og forældre kan drage nytte af den samlede viden og optimering af administration i en form for knudepunkt.

Danske Regioner antager, at arbejdsgruppen om udmøntning af initiativer i Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram inddrages i det videre arbejde med at udforme den endelige nye bekendtgørelse om juniormesterlære.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: