Danske Regioner fremsender et samlet høringssvar på vegne af de fem regioner
og skal bemærke følgende:
Danske Regioner har efter gennemgang af det supplerende udkast til lovændringer noteret sig, at det foreslås, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fremover skal være et tilvalg, og at regionsrådet derfor skal beslutte, om regionsrådets medlemmer fremover skal kunne vælge at modtage erstatning for
dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Beslutningen skal i givet fald træffes senest seks måneder før funktionsperiodens udløb med virkning for den kommende funktionsperiode.
Danske Regioner tilkendegav i sit brev af 16. august 2023 til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, at regionerne ikke kan støtte et forslag fra KL om at ophæve de eksisterende regler i regionsloven, der giver regionsrådsmedlemmer ret til at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som vederlag. Det skyldes blandt andet, at et væsentligt antal regionsrådsmedlemmer benytter ordningen, og fordi det er Danske Regioners opfattelse, at ordningen er med til at sikre en bred politisk repræsentation.
Efter forslaget, som er skitseret i det supplerende udkast, vil hvert regionsråd aktivt skulle træffe beslutning om at tilvælge en mulighed for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for at bibeholde ordningen for nuværende og kommende medlemmer af regionsrådene.
Danske Regioner kan støtte det principielle i forslaget om, at hver region beslutter hvilke vederlagsformer, der skal være gældende i regionen.
Danske Regioner finder imidlertid, at ordningen bør indrettes således, at erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste skal være mulig at vælge for medlemmerne, medmindre regionsrådet træffer en beslutning om at ophæve muligheden for at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste som vederlagsform i en kommende funktionsperiode.
Efter Danske Regioners opfattelse stemmer en sådan indretning af ordningen bedst med retsstillingen, som den er i dag, hvor det enkelte regionsrådsmedlem umiddelbart kan vælge erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som vederlagsform.
Hertil kommer, at et udgangspunkt om, at der skal være et aktivt fravalg af muligheden for tabt arbejdsfortjeneste, fortsat vil kunne imødekomme de kommunale og regionale råd, som ønsker at ophæve muligheden for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i en kommende funktionsperiode. Samtidig videreføres
den nuværende retsstilling i de regioner, hvor man ikke ønsker ændringen, uden at de pågældende regionale forvaltninger og råd skal iagttage reglerne for tilvalg af ordningen for en kommende funktionsperiode.
Danske Regioner støtter forslaget om, at en beslutning om vederlagsform træffes af regionsrådet med virkning for det kommende regionsråds funktionsperiode.
Det begrundes navnlig med hensyn til uvildighed i beslutningsprocessen samt med hensynet til forudsigeligheden for de kommende regionsrådsmedlemmer, som kan indrette sig efter den eller de vederlagsformer, der vil være gældende i en kommende periode i deres region.