Gå til indhold

Høring vedr. udkast til to bekendtgørelser

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har sendt to udkast til bekendtgørelser om hhv. frister og offentliggørelse ved fastsættelse af lokale elevfordelingsregler for skoleåret 2022/23 samt om ændring af bekendtgørelse om optagelse på de gymnasiale uddannelser og om kapacitetsfastsættelse på institutioner for almengymnasiale uddannelser (ventelister) i høring.

Bekendtgørelsen om frister mv. fastlægger tidsfristerne, der er forbundet med muligheden for at vedtage lokale elevfordelingsregler for skoleåret 2022/23. Det er beklageligt, at fristen for, at en institutions bestyrelse kan anmode fordelingsudvalget om at fastsætte lokale elevfordelingsregler, er udskudt en måned i forhold til reglerne, der gjaldt for skoleåret 2021/2022. Det betyder, at regionsrådet har fået begrænset perioden til at forberede og træffe afgørelse med en måned, hvis en bestyrelse beder om lokale elevfordelingsregler eller klager til regionsrådet. Tidsfristen er udfordrende, fordi erfaringen viser, at det tager betragtelig tid at udarbejde lokale fordelingskriterier, herunder vurdere og beregne konsekvenserne for ansøgere og institutioner samt vurdere den juridiske holdbarhed. Endvidere er fristerne for den politiske proces i regionsrådet meget pressede.


I forhold til at afskaffe ventelister (ophævelse af kapitel 4 i bekendtgørelsen optagelse på de gymnasiale uddannelser og om kapacitetsfastsættelse på institutioner for almengymnasiale uddannelser) støtter Danske Regioner den foreslåede ændring, da det er erfaringen, at ventelisterne håndteres meget forskelligt og kan medføre mange elevflytninger efter, at fordelingsprocessen er afsluttet.


Det er dermed regionernes forhåbning, at lovændringen vil betyde, at regionernes kapacitetsstyring og elevfordeling vil få større effekt. Imidlertid er det afgørende, hvordan ledige pladser fremover vil blive håndteret i praksis, hvis lovændringen skal have den reelle, tilsigtede effekt. Dette er ikke præciseret med de foreslåede ændringer. Danske Regioner opfordrer ministeriet til en nærmere dialog herom.

Regionerne forudser desuden, at afskaffelse af ventelisterne vil kræve en stor informationsindsats over for ansøgere og deres forældre, særligt i en situation, hvor det højest prioriterede gymnasium efter et stykke tid får ledige pladser, som ikke bliver besat.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format: