Gå til indhold

Høring af forslag til lov om ændring af lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om regionernes opgaver på kulturområdet, museumsloven, lov om musik, lov om biblioteksvirksomhed, og lov om scenekunst (Opgavebortfald på Kulturministeriets område)

Danske Regioner finder det uforståeligt, at regeringen med forslaget vil sløjfe statens samarbejde med kulturregionerne - og samtidig med sundhedsudspillet ’Sundhed tæt på dig’ vil fratage regionerne muligheden for at skabe udvikling og samarbejde på tværs af kulturinstitutioner og kulturaktører regionalt. Det er yderst beklageligt, at regeringen dermed helt vil lukke for regionernes muligheder for at arbejde regionalt og tværkommunalt med kulturområdet. Fx er Region Nordjylland og Morsø Kommune de eneste offentlige støtter af Kulturmødet Mors.

Kulturaftaler
Med høringen ophæves forskellige love på Kulturministeriets område, bl.a. lovgrundlaget for at Kulturministeriet indgår kulturaftaler med kommuner og regioner. Det medfører, at kulturaftalerne nedlægges som kulturpolitisk instrument, og at alle bestemmelser vedrørende indgåelse af kulturaftaler ophæves.

Kulturaftalerne har en vigtig funktion, blandt andet fordi statens 4-årige medfinansiering har været med til at understøtte og opfordre til strategisk samarbejde på tværs af kommuner. Det har givet mulighed for at igangsætte længerevarende indsatser subregionalt og regionalt i forhold til udvikling på kulturområdet.

Derfor opfordrer Danske Regioner til at fastholde lovhjemlen til, at Kulturministeriet indgår kulturaftaler med kommuner og regioner.

Det eneste, der efter den foreslåede lovændring ville stå tilbage i ’lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om regionernes opgaver på kulturområdet’ er regionernes hjemmel til at medvirke til at igangsætte kulturbegivenheder samt udvikle kulturelle tilbud, som kan videreføres af andre parter i en mere permanent drift.

Regionernes opgaver på kulturområdet
Regionernes hjemmel på kulturområdet foreslås i regeringens sundhedsudspil også fjernet, sådan at regionernes kulturopgaver flyttes til kommunerne. Med de to forslag fra regeringen forsvinder regionernes unikke muligheder for at skabe kritisk masse mellem kommunerne, understøtte netværksskabelse, opbygge og dele viden, arbejde med kompetenceudvikling og etablere brede samarbejder – både internt i kulturverdenen og med andre samfundsområder. Desuden er regionale partnerskaber ofte en nødvendighed for at indgå i større internationale samarbejder, herunder EU-projekter, som ofte kan bidrage med ekstra midler til kulturinstitutionerne.

Regionerne har med deres egne kulturtilbud fokuseret på vigtige og ofte tværfaglige områder, som andre aktører ikke vil kunne løfte. Fx har det vist sig, at der ligger et stort potentiale i at bygge bro mellem kulturområdet og sundhedsområdet, bl.a. dokumenteret af WHO. Det kræver en kritisk masse af viden, aktører og midler til udvikling af området, som kun regionerne besidder. Regionerne har gennem en årrække prioriteret dette område højt og har opnået vigtige resultater på området, som udbredes og forankres i sundhedsvæsenet. Kun ganske få kommuner har i dag ressourcer til at arbejde strategisk med denne udvikling.

Det er fortsat vigtigt for udviklingen på kulturområdet, både lokalt og regionalt, at der er tværkommunale udviklingsmotorer, der kan koordinere, facilitere og skabe sammenhæng og netværk på tværs. Det gælder ikke mindst i de små kommuner og for de små kulturaktører, der ikke selv har volumen nok til at opsøge ny viden eller netværk eller til at søge fonde for at udvikle sig. Det bekræftes i et notat, som Kulturens Analyseinstitut sendte til Folketingets kultur- og sundhedsordførere den 26. september 2024.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: