Danske Regioner ser positivt på viljen til at accelerere den grønne omstilling og sikre opfyldelse af nationale såvel som europæiske målsætninger ved at fremskynde udbygningen af vedvarende energi (VE) samt at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer.
Med lovændringsforslaget lægges der op til, at klima-, energi- og forsyningsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte regler, der implementerer og supplerer EU-retsakter. Herunder gives ministeren bemyndigelse til efter forhandling med miljøministeren at fravige regler på miljø- og naturbeskyttelsesområdet med henblik på at fremme energi fra vedvarende energikilder. Danske Regioner forudsætter i denne forbindelse, at også tages højde for hensyn til drikkevandsbeskyttelse og jordforureningsrisici.
Det foreslås endvidere i lovændringsforslaget, at vedkommende minister efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om udpegning af områder til fremskyndelse af vedvarende energi og til net- og lagringsinfrastruktur.
Danske Regioner opfordrer på denne baggrund til, at de nødvendige hensyn til drikkevandsbeskyttelse, jordforurening samt råstofinteresser tages i dialog med den relevante region, der fungerer som myndighed på disse områder. Det bemærkes i øvrigt, at en forsømmelse af hensyn til ovenstående interesser kan medføre øvrige offentlige økonomiske konsekvenser, da råstofplanarbejdet er en ressourcekrævende opgave hos regionerne.
Danske Regioner vil desuden i denne forbindelse gøre opmærksom på, at der i tidligere udpegninger af områder til fremme af vedvarende energi har været flere overlap med regionalt udpegede råstofgraveområder – herunder et 100 pct. overlap mellem et udpeget areal til en energipark i Silkeborg Kommune og et aktivt samt vigtigt råstofgraveområde.
Det bemærkes her, at prioriteringen af de danske råstofressourcer er af stor vigtighed for den grønne omstilling, hvilket understreges af den bebudede råstofstrategi i regeringsgrundlaget, hvor hensigten er, at ”[understøtte] en bæredygtig udvinding af sand og grus samt mere genanvendelse af byggematerialer. Det skal sikres, at vi har tilstrækkelige råstoffer til energiøerne og byggeriet – uden at vi sætter naturen og havnaturen over styr.”
For at sikre en helhedsorienteret arealplanlægning og sammentænkning af individuelle arealhensyn appellerer Danske Regioner til, at man inddrager de relevante regioner tidligt i planlægningsprocessen, så regionernes lokalkendskab og viden om råstofforekomster, jordforureninger, drikkevand mv. anvendes i forhold til udvikling af arealer til fremme af vedvarende energi og til net- og lagringsinfrastruktur på land. Dermed sikres det også, at der ikke udpeges arealer, som allerede er disponeret i råstofplanlægningen. Herudover har regionerne kompetencer og gode erfaringer med at koordinere strategiske energiprojekter, der netop sammentænker hensyn på tværs af region, kommuner og øvrige parter.
Læs også Danske Regioners Hørringssvar i pdf-format herunder: