Gå til indhold

Høringssvar til høring over ny bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter og ændring af bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har den 10. februar 2025 sendt høring over ny bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter og ændring af bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter. I den forbindelse afgav Danske Regioner høringssvar efter høring af regionerne.

Indførelse af stillingskategorien ”klinisk adjunkt”

Danske Regioner hilser oprettelsen af den nye stillingsbetegnelse ”klinisk adjunkt” velkommen, da denne tilføjelse til bekendtgørelsen giver bedre muligheder og perspektiver i forhold til at inddrage læger under hoveduddannelsesforløb i forsknings- og undervisningsopgaver og forventes at bidrage til bedre fastholdelse af yngre kliniske forskere på hospitalerne.

Det skal dog bemærkes, at læger i hoveduddannelsesforløb ofte skifter stilling fra én hospitalsafdeling til en anden. Det ses derfor også som en forudsætning for at få ”klinisk adjunkt”-stillingen til at fungere i praksis, at der ikke skal foretages en videnskabelig bedømmelse i forbindelse med hvert afdelingsskift i den regionale ansættelse.

Klinisk professor

Det er et krav for at blive klinisk professor, at man er ansat som overlæge. Dette krav vil kunne medføre uhensigtsmæssig rigiditet, idet der kan være afdelingslæger, som er professorkvalificerede, men som i så fald ikke vil kunne varetage et professorat grundet manglende overlægestilling. Det afgørende må være, at man har akademiske kvalifikationer på professorniveau, og at stillingen varetages i kombination med en samtidig klinisk funktion.

Afgrænsning af sundhedsvidenskabelige delestillinger

Danske Regioner bemærker, at der i den indledende tekst til afsnit 3 ”Øvrige stillinger inden for det sundhedsvidenskabelige område” åbnes op for, at det ikke kun er læger men personale generelt inden for det sundhedsvidenskabelige område der kan ansættes i en klinisk stilling, hvilket hilses meget velkomment. I den efterfølgende uddybning af de sundhedsvidenskabelige stillingskategorier indskærpes det imidlertid, at stillingerne som klinisk adjunkt, klinisk lektor og klinisk professor er forbeholdt læger (med undtagelse af klinisk lektorstillingen, der også kan besættes af kandidater i klinisk biomekanik og kandidater med specialistanerkendelse). Danske Regioner vil kraftigt opfordre til, at bekendtgørelsen justeres og præciseres, så alt personale inden for det sundhedsvidenskabelige område med en klinisk ansættelse får mulighed for at blive ansat i stillingerne ”klinisk adjunkt”, ”klinisk lektor” og ”klinisk professor”. Baggrunden for denne opfordring er, at det er både uhensigtsmæssigt for arbejdsgiveren, udtryk for forskelsbehandling i faggruppernes akademiske karrieremuligheder og i modstrid med intentionerne i sundhedsreformen, hvis de ikke-lægelige faggrupper ikke får samme mulighed som læger for at opnå en stilling som klinisk adjunkt, klinisk lektor eller klinisk professor. Andre faggrupper kan f.eks. være farmaceuter, sygeplejersker, terapeuter, bioanalytikere, jordemødre, radiografer mm. som via kandidatoverbygning og ph.d. har kvalificeret sig til en forskerkarriere.

For så vidt angår bemærkningen om ulige vilkår for forskellige faggrupper, skal dette bl.a. ses i lyset af, at der stilles færre/lavere kvalifikationskrav til en klinisk lektorstilling sammenlignet med en ordinær lektorstilling uagtet at begge stillingstyper giver adgang til at være hovedvejleder. Såfremt det med revisionen af bekendtgørelsen fastholdes, at kliniske lektorer er forbeholdt lægefagligt personale, betyder det, at forskende medarbejdere inden for de sundhedsvidenskabelige professioner til sammenligning med deres lægefaglige kolleger vil blive forsinket i at opnå erfaring med hovedvejledning og dermed i at kunne opfylde kvalifikationskravet om ”vægtig vejledning af ph.d.-forløb” (jf. kravspecifikation fra Aarhus Universitetet) til et eventuelt senere professorat.

Endelig bemærkes det, at de foreslåede ændringer ikke bidrager til at understøtte Sundhedsreformens fokus på behovet for mere forskning i det nære sundhedsvæsen, samt for at forskning bedrives af flere faggrupper (s. 44 i aftaleteksten). Jf. Sundhedsreformen er der således behov for at kunne ansætte klinisk-akademisk personale med en bredere forankring i det samlede patientforløb på tværs af sektorerne. Vi ser det som naturligt, at bekendtgørelsen understøtter denne dagsorden, og at der dermed sikres rammer for, at flest mulige sundhedsprofessionelle kan bidrage til at løfte de klinisk-akademiske opgaver til gavn for patienterne og deres forløb.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: