Gå til indhold

Danske Regioners høringssvar til høring af Udkast til lovforslag om forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke

Børne- og Undervisningsministeriet har sendt Udkast til lovforslag om forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke til høring hos Danske Regioner. Danske Regioner takker for muligheden for at komme med bemærkninger til lovforslaget.

Først og fremmest bemærker Danske Regioner, at regionerne bakker op om, at børn under 18 år ikke bør anvendes som tolke, fordi det medfører en risiko for, at børnene vil stå med for stort et ansvar i en situation, hvor der er behov for tolkning af fremmedsprog. Det er derfor positivt, at regeringen vil beskytte børn fra at have det ansvar.

Det er i forvejen beskrevet i Sundhedsloven, at personer under 18 år ikke må anvendes som tolke til oversættelse af fremmedsprog ved behandling i sundhedsvæsenet. Regionerne har siden 2018 oplevet udfordringer med lovgivningen for tolkeområdet i Sundhedsloven, hvor tolkegebyrordningen blev indført af den daværende regering. Tolkegebyrordningen betyder, at der opkræves et gebyr hos patienten, hvis patienten har opholdt sig i Danmark i mere end tre år uden at opnå tilstrækkelige danskkundskaber, med enkelte undtagelser.

De borgere og patienter, der har behov for tolkning efter tre års ophold, er ofte i en mere socialt og ressourcemæssigt udsat position. Derfor er tolkegebyrordningen med til at øge ulighed i sundhed for en række borgere og patienter, der i forvejen oftere er dårligere stillet end øvrige patienter. Tolkegebyret betyder, at borgere og patienter, som har brug for tolk, men som ikke ønsker eller har mulighed for at betale for tolkebistand, bliver stillet ringere og i værste fald risikerer at få en dårligere behandling end andre patienter. Det kan også betyde, at nogle borgere og patienter undgår at komme til lægen og få behandling, fordi de er bange for at blive pålagt gebyr for tolkebistand. Derudover bruger regionerne uforholdsmæssigt mange ressourcer på at administrere tolke-gebyrordningen og opkræve gebyrer fra borgere og patienter.

Danske Regioner vil derfor gerne benytte anledningen til – endnu en gang – at opfordre Folketinget til at afskaffe tolkegebyrordningen.

Høringssvaret sendes med forbehold for Danske Regioners bestyrelses godkendelse d. 21. november.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: