Systemer
Regionerne samarbejder om drift og systemforvaltning af en række fællesregionale it-løsninger. De fællesregionale it-løsninger anvendes af alle fem regioner, og driftes og forvaltes i en enkelt region.
Styregruppen for Systemforvaltning (SYS), der er en del af det samlede RSI-styringsmodel, har det overordnede systemforvaltningsansvar for de fællesregionale it-løsninger, der indgår i SYS’ systemportefølje.
SYS er ansvarlig for, at der sker en tværgående koordination, prioritering og økonomisk opfølgning på de it-løsninger, som regionerne driver i fællesskab.
Systemerne i SYS’ portefølje er:
- Det fælles invitations- og administrationsmodul (IAM)
- Active Directory Federation Services (ADFS)
- Akut-app’en
- ApoVision
- E-journal/Sundhedsjournalen
- Henvisningshotellet
- Interregionalt BilledIndeks (IBI)
- Laboratoriesvarportalen
- Præhospital Patientjournal (PPJ)
Nedenfor præsenteres tre af disse systemer mht. til deres funktion i sundhedsvæsenet.
Den præhospitale patientjournal (PPJ)
Det er livsvigtigt at give rigtige informationer videre fra ambulancen til hospitalet under udrykninger. Derfor er det muligt for ambulanceredderne og lægerne at skrive noter i en digital patientjournal allerede på skadesstedet eller under kørslen til hospitalet. Det sker i den præhospital patientjournal (PPJ).
PPJ’en er et fællesregionalt it-system, der anvendes i alle fem regioner.
PPJ blev implementeret i alle fem regioner i 2015. Drift, support og forvaltning placeret i Region Nordjylland efter den fællesregionale styringsmodel. Alt funktionalitet i PPJ er ens for alle regioner, og ændringer/videreudvikling sker i fællesregionalt regi.
PPJ genererer årligt 700.000 patientjournaler.
PPJ bruges i ambulancerne, akutlægebiler, akuthelikopterne, sygetransporter mm til at oprette en elektronisk ambulancejournal, via en PPJ-tablet. Patientjournalen skrives på en tablet, som er monteret i ambulancer, akutlægebiler osv. Hver patient har sin egen præhospitale patientjournal, som indeholder informationer om den akutte behandling. Flere brugere som fx akutlæger og reddere kan skrive i den samme journal på samme tid, og alle ændringer opdateres live.
Hver PPJ-tablet er online forbundet til en central PPJ som tilgås i vagtcentraler og hospitalernes modtageenheder (skadestuer). På den måde holdes hospitalet hele tiden opdateret på patientens situation, og den behandling redderne og akutlægerne har sat i gang. Det er med til at sikre, at overgangen fra den præhospitale indsats til modtagelsen på hospitalet bliver et sammenhængende forløb.
Henvisningshotellet
Henvisningshotellet formidler elektroniske henvisninger på tværs i sundhedssektoren. Når den praktiserende læge har oprettet en elektronisk henvisning, bliver den opbevaret og distribueret i Henvisningshotellet. Alle henvisninger – sygehus, røntgen, kommunale og regionale tilbud – kan sende elektronisk i Henvisningshotellet.
Med Henvisningshotellet kan henvisninger fra almene læger til speciallægehjælp, fysioterapibehandling, psykologhjælp, fodterapi og kiropraktik sendes elektronisk, uden at man på forhånd vælger en bestemt behandler. Patienterne kan vælge frit mellem de aktuelle behandlere. Henvisningen opbevares på Henvisningshotellet, indtil den afhentes af den behandler, som patienten vælger.
Borgere kan få en oversigt over deres henvisninger på sundhed.dk.
Sårjournalen
Telemedicinsk sårjournal er implementeret i alle kommuner og regioner og har til formål at skabe et samarbejde mellem kommunerne og regionerne. På den måde skabes en bedre behandlingen af patienter med sår. Der kommer derved et skærpet fokus med arbejdet omkring behandlingen af sår i kommunerne.
National udbredelse af telemedicinsk sårvurdering var ét ud af fem initiativer i den nationale handleplan for udbredelse af telemedicin i Danmark. Telemedicinsk sårvurdering blev udbredt i perioden 1. september 2012 til 31. august 2015. Udbredelsen blev besluttet af regeringen, Danske Regioner og KL og var forankret i den fællesoffentlige strategi for digital velfærd 2013-2020.
Resultatet er det webbaserede system, Sårjournalen, der i dag understøtter det tværsektorielle og telemedicinske samarbejde om patienter med sår. I Sårjournalen følges, udveksles og dokumenteres sårets udvikling i tekst og billeder.