Tryg overgang mellem sektorerne
Sådan lyder slagplanen for det stomi-projekt, som Region Midtjylland samarbejder med Region Syddanmark og kommunerne i deres regioner om.
Stomi-projektet handler om at skabe mere tryghed i overgangen fra hospital til eget hjem ved at sikre, at man som borger har de samme produkter til rådighed på tværs af region og kommune.
Projektet bygger ikke kun på et samlet produktudbud, men også oprettelsen af en webportal og en grundig logistikløsning. Disse organisatoriske ændringer kræver stor lokal forståelse og kendskab.
Netop det kunne Region Midtjyllands indkøbschef Birgitte Netty Nellemann og Cecilie Førby, der er indkøbschef i Odense Kommune, fortælle til Økonomistyrelsen og Sundhedsministeriet i sidste uge. Til oplægget blev der sat fokus på, at tværsektorielle indkøb både hjælper den enkelte borger og styrker samarbejdet mellem region og kommune.
I dag køber regionerne og kommunerne produkter fra forskellige leverandører. Det betyder, at borgerne kan risikere ikke at få f.eks. den samme slags stomi-pose gennem hele deres forløb, hvilket mange borgere oplever som en stor ulempe i en i forvejen svær situation.
Besøget hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet gav god mulighed for at fortælle om det store potentiale, der er i at lave fælles udbud og optimere patientforløb på tværs af kommuner og regioner. Denne model kan i fremtiden skaleres til at omfatte flere regioner og kommuner, ligesom, samarbejdsmodellen kan bruges til andre sundhedsprodukter for flere patientgrupper.