Gå til indhold

Regionerne står stærkt på indkøbsområdet men har potentiale i mere samarbejde

Regionerne er førende på indkøbsområdet, konkluderer ny rapport fra Deloitte. Der er dog stadig store gevinster at hente på særligt flere fællesudbud, øget aftaledækning og højere compliance.

2. juli 2016

En ny analyse fra konsulenthuset Deloitte viser, at regionerne er kommet rigtig langt med professionalisering og centralisering af indkøb. Regionerne har et højt niveau af modenhed på indkøbsområdet bl.a. gennem en stor grad af intern central styring og opfølgning, og med den Fælles Strategi for indkøb frem mod 2020 har regionerne opsat ambitiøse mål og sat fokus på de vigtigste forbedringsområder. Analysen viser også, at regionerne har en høj grad af intern centralisering af indkøbsområdet med centrale indkøbsfunktioner i samtlige regioner samt et tæt samarbejde om fælles indkøb gennem RFI, Regionernes Fælles Indkøb, og Danske Regioner.

Læs hele rapporten: Analyse af regionernes indkøb. Fælles udbud, compliance og organisering, Deloitte, maj 2016

Regionerne kan dog komme endnu længere ved at styrke samarbejdet yderligere, øge andelen af fællesudbud, højne compliance og få kontraktdækket endnu flere områder – særligt tjenesteydelser. Konklusionerne ligger godt i tråd med fokusområderne i Regionernes fælles strategi – her i blandt målene om 75 og 80 pct. kontraktdækning på hhv. tjenesteydelser og vareindkøb, 95 procent compliance og øget brug af fællesudbud.


Deloittes rapport er gennemført i perioden februar til maj 2016 og bygger på en grundig analyse af seks indkøbskategorier, der til sammen dækker over et årligt forbrug på lidt over 950 millioner kroner. Analysen viser en væsentlig variation i, hvad regionerne betaler for helt identiske produkter, og det vurderes derfor, at flere fællesudbud vil føre til lavere priser. Samtidigt vidner rapporten også om, at større udbud ikke nødvendigvis vil føre til lavere priser. Data på de seks kategorier viser nemlig, at skalagevinsterne er størst ved små volumener, men aftager eller forsvinder helt ved større volumener. Regionerne er meget store indkøbere hver for sig og har i mange tilfælde derfor allerede realiseret størstedelen af skalagevinsterne.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

FAKTA

De seks indkøbskategorier i analysen

  • Cochlear implantater
  • Trokarer, staplere og chips
  • Ortopædkirurgiske implantater (knæ og hofte)
  • Engangsartikler, plastposer og sække
  • Fødevarer (kolonial, frost og køl)
  • Sundhedsfaglige vikarydelser (ekskl. læger og adm. personale)

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Seks løftestænger

De analyserede indkøbskategorier er udvalgt på baggrund af en række kriterier bl.a. høj volumen og stort forventet besparelsespotentiale. Herudover har ønsket været, at både tjenesteydelser samt kliniske og ikke-kliniske varer var repræsenteret, og at der var en vis spredning i graden af kontraktdækning. De seks kategorier udgør ikke en repræsentativ stikprøve.

For at kunne løfte potentialerne i flere fællesudbud, øget kontraktdækning og højere compliance anbefaler Deloitte, at regionerne fremadrettet fokuserer på særligt seks løftestænger. Fire af områderne arbejdes der allerede med som del af regionernes fælles strategi for indkøb – det gælder: kompetenceudvikling, øget brug af dataunderstøttelse, øget systemunderstøttelse og mere ensretterede processer og skabeloner for fællesudbud. Hertil kommer Deloittes anbefalinger om stærkere governance og øget konsolidering som vigtige løftestænger for at kunne styrke regionernes indkøb.

I tråd med analysens anbefalinger har regionerne valgt at udbygge det fælles samarbejde om indkøb i RFI, Regionernes Fælles Indkøb, ved at styrke og samle RFI-sekretariatet i Danske Regioner pr. 1. september 2016.