Gå til indhold

Indkøb

Regionerne vil rykke markedet i samarbejde med sine leverandører af produkter og services. Det drejer sig om at reducere CO2-udledningerne fra produktion, transport og forbrug af alle de varer, der indkøbes til hospitalerne.

Regionerne indkøber medicinsk udstyr, lægemidler, tekstiler, fødevarer, patienttransport mv. til hospitalerne for cirka 30 milliarder kr. om året. De mange produkter tegner sig for hovedparten af CO2-udledningerne fra hospitalerne. Grøn omstilling af hospitalerne er derfor afhængig af et tæt samspil med indkøbsafdelingerne, så der kan laves strategier og udbud med større fokus på grønne elementer.  

Med den fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler har regionerne en målsætning om, at der som udgangspunkt indgår grønne krav i alle udbud, der bliver fastsat i overensstemmelse med markedets modenhed, sundhedsfaglige hensyn mv.

Regionerne arbejder herudover med at:

  • Afsøge mulighederne for at udvikle fælles grønne krav målrettet leverandører og deres forsyningskæder,
  • Udvikle fælles grønne leverandørkrav i forhold til varetransport,
  • Fortsætte udviklingen og udbredelsen af de fælles nordiske emballagekriterier nationalt og internationalt, samt
  • Udarbejde fælles oversigter over både generiske og offentliggjorte grønne krav med henblik på systematisk videndeling og optimal ressourceanvendelse. 

Der er på tværs af regionerne nedsat en række arbejdsgrupper, som arbejder med at konkretisere indsatsen i flere handlinger. Denne side vil løbende blive opdateret i takt med, at der bliver udarbejdet materiale.

Regionernes arbejde inden for strategiens indkøbsspor sker i regi af Regionernes Fælles Indkøb (RFI). Arbejdet bygger videre på den indsats, som regionerne – individuelt og i fællesskab – allerede er i gang med. Men regionerne kan ikke gøre det alene. Udviklingen af det grønne indkøbsområde forudsætter en tæt dialog med industrien samt aktiv markedsdialog med leverandører. 

På lægemiddelområdet arbejder Amgros, som varetager regionernes indkøb af sygehusmedicin, også med at reducere lægemidlers klimaaftryk gennem kriterier i udbud. Det gør de bl.a. i regi af deres lead-område.

Regionerne og Amgros har desuden et godt samarbejde med de øvrige nordiske lande i relation til grønne og bæredygtige indkøb. Det har f.eks. resulteret i de fælles nordiske emballagekriterier.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Christina Carlsen,
Chefrådgiver/Teamleder
T
M 2917 0266
E cca@regioner.dk
Billede af CCA
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Billede af KHS