Klima og sundhed hænger uløseligt sammen. Ifølge WHO er klimaforandringerne den største trussel mod den globale folkesundhed. Klimaforandringerne medfører allerede risiko for en lang række sundhedsproblemer, også i Danmark. Omvendt står sundhedsvæsenet for omkring seks procent af Danmarks samlede CO2-udledninger, hvoraf hospitalerne er den primære udleder.
Alle fem regioner er i fuld gang med at omstille til grønnere og mere bæredygtige hospitaler. I januar 2024 byggede de oven på egne indsatser med lanceringen af den fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler. Strategien sætter et fælles mål om at halvere hospitalernes CO2-udledninger inden 2035, sammenlignet med 2022, og at arbejde for et klimaneutralt sundhedsvæsen i 2050.
Formålet med den fælles strategi er at sikre, at regionernes kompetencer og ressourcer udnyttes bedst muligt, og at løsninger til gavn for klimaet udbredes til alle regioner.
Læs hele strategien "En fællesregional strategi for Grønne Hospitaler"