Danske Regioners bestyrelse fastlægger hvert år foreningens prioriteter i forhold til interessevaretagelsen i EU. Det sker med udgangspunkt i bestyrelsens strategi- og arbejdsprogram samt EU-Kommissionens arbejdsprogram.
For 2024 fokuserer Danske Regioner specielt på nedenstående områder:
1. Sund jordbund
Forslaget handler om at udvikle en omfattende EU-retslig ramme for jordbundsbeskyttelse, herunder identifikation og risikohåndtering af jordforurening i forbindelse med den Europæiske Grønne Pagt.
2. Det Europæiske Sundhedsdataområde
Hensigten fra EU-Kommissionens side er at gøre det nemmere at overføre sundhedsdata på tværs af grænser. Det skal gavne både patienter og forskning. Forordningen kan få betydning for den måde, hvormed regionerne indsamler, opbevarer og videregiver patientdata.
3. Revision af EU’s lægemiddellovgivning
Revisionen, som er et af initiativerne under den europæiske sundhedsunion, har til formål at give borgerne adgang til sikre, effektive og økonomisk overkommelige lægemidler af høj kvalitet inden for EU.
4. Direktivet om Energieffektivitet og Direktivet om Energirigtige bygninger
Direktiverne har til formål at mindske energiforbruget fra den offentlige sektors bygninger. Samtidig skal energirenovering af offentlige bygninger sikres, således at alle offentlige bygninger senest i 2027 er energiklasse F og senest i 2030 er energiklasse E. Hertil skal alle nye bygninger fra 2030 være nulemissionsbygninger.
5. Dialog mellem arbejdsmarkedets parter
Hensigten med dialogen er at drøfte de udfordringer, som arbejdsmarkedet, arbejdstagere og virksomheder står over for, herunder mangel på færdigheder og arbejdskraft. Derudover vil dialogen sætte fokus på kunstig intelligens.
Læs hele bestyrelsespunktet vedrørende Danske Regioners EU-prioriteringer for 2024 i pdf-format herunder:
Danske Regioners EU-prioriteringer i 2024 (pdf)