Gå til indhold

Sønderjyllands Akutsygehus kåret til Årets Sundhedsbyggeri 2020

Det nye byggeri med den smukke sengebygning i Aabenraa er netop blevet kåret som Årets Sundhedsbyggeri 2020. Det har en fagjury og en offentlig afstemning afgjort.



Juryen fremhævede, hvordan sygehuset nu udnytter den flotte udsigt og lyset, som er så vigtigt for patienternes velbefindende. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for de nye, moderne faciliteter, der understøtter gode og sikre forløb for patienterne, og som samtidig letter hverdagen for medarbejderne.

Aabenraa løb med sejren

Ud over Sønderjyllands Akutsygehus i Aabenraa var også Hospice Vangen i Aalborg, Kræftrådgivningscenteret Livsrum i Herlev samt et friplejehjem i Frederikssund med i opløbsfeltet.

Men sejren blev tildelt byggeriet i Aabenraa, da nyt og gammelt, funktionalitet og æstetik, samt projektforløb og -pris alt sammen er gået op i en højere enhed.

Det nye akutsygehus i Aabenraa er ét af de fire akutsygehuse i Region Syddanmark. Byggeriet på hele 34.000 m2 tæller bl.a. en ny sengebygning med enestuer og ambulatorier, et nyt laboratoriecenter, en ny intensivafdeling, en ny sengecentral, udvidelse af varemodtagelsen og en ny helikopterlandingsplads. Alt sammen udført til tiden og til aftalt pris.

Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland, Peter Fosgrau, er naturligvis glad for hæderen.
- På akutsygehuset i Aabenraa har vi samlet alle de akutte funktioner i et moderne byggeri, der på alle måder rummer nye tanker for sygehusbyggeri og patientbehandling. Samlingen af alle akutspecialerne betyder, at de akutte lidelser kan blive behandlet hurtigt, og rammerne med enestuer til alle patienter gør, at der kan skabes en højere grad af fortrolighed mellem personalet og de indlagte patienter. Det hører vi allerede nu fra patienterne er et væsentligt løft.

I forbindelse med afstemningen kunne deltagerne give lidt ord med på vejen. Her er et udpluk.

  • At være på en af stuerne i sygehuset med den varme og udsigt er helt utroligt. NB. Kræftpatient.
  • Unikt byggeri der udvikler hele Sønderjylland.
  • Flot bygning! God helhed mellem arkitektonisk kvalitet, funktionalitet og fedt med brugerinvolvering!
  • Samspillet med omgivelserne er enestående.
  • Veludført offentligt byggeri til tiden og prisen.
  • Så fint med enkeltstuer med udsigt - godt for sjælen til hurtigere helbredelse.
  • Projektet har fanget formsproget fra den gamle del, og moderniseret det så det ikke ser gammeldags ud. Tilbygningens indre smelter godt sammen med det gamle. Mens det udefra skiller sig respektfuldt ud.
  • Jeg synes det er et unikt og flot byggeri, som i fremtiden vil hjælpe mange borgere i DK.
  • Flotte linjer og design som ikke ses hver dag. Byggeriets kvalitet ser også ud til at være i top.
  • Det er godt at se en så svær opgave som at lave et hospital med behagelige stuer, så man kan føle sig tilpas i noget, der ellers er ubehagelige rammer.