Tilmeldingen til årets Netværksdage om sygehusbyggeri er nu åben
Danske Regioner inviterer for niende år i træk til Netværksdage om sygehusbyggeri. Her er videndeling igen på programmet, når der afholdes konference i Nyborg den 17. - 18. september 2019.
Igen i år afholdes Netværksdage om sygehusbyggeri på Hotel Nyborg Strand, hvor regionale medarbejdere og ledere samles for at dele viden, udveksle erfaringer og høre om den nyeste udvikling inden for byggerierne.
Dette års program er fyldt med en række sessioner, som alle sætter forskelligt fokus på de regionale sygehusbyggeprojekter. Der vil være rig mulighed for at komme i dybden med de enkelte emner og for læring på tværs.
Sammensætningen af dette års sessioner er inspireret af, hvad der sker netop nu i de enkelte regioner, og dermed hvad der fylder mest i hverdagen for de mange involverede medarbejdere. I år vil emnerne særligt kredse sig om flytteprocesser, nye arbejdsgange og idriftsætning af de nye byggerier.
'Temaerne på netværksdagene er udvalgt, så de i størst muligt omfang afspejler de aspekter, der i lyset af projekternes aktuelle stadier er relevante for deltagerne, og det er vores indtryk, at deltagerne går derfra med både ny inspiration og nye kontakter' udtaler Christina Carlsen, teamleder for Indkøb og Sygehusbyggeri hos Danske Regioner.
Konferencen afholdes på Hotel Nyborg Strand den 17. - 18. september 2019.
Da der er et begrænset antal pladser på konferencen, anbefaler vi, at tilmeldelse sker hurtigst muligt.