DNU vinder to internationale priser
Det Nye Universitetshospital i Aarhus har i den seneste måned indhøstet hele to internationale priser for hospitalets innovative løsninger på de logistiske udfordringer. Hospitalet hædres for at være en sand pioner inden for udvikling og brug af teknologiske løsninger – og for at gøre hospitalet klar til fremtiden.
Det Nye Universitetshospital i Aarhus modtog den 28. september en af årets fire RFID & Wireless IoT Research and Solutions Awards 2017. Prisen blev overrakt i Düsseldorf, da den årlige RFID & Wireless IoT konference for syvende gang løb af stablen. Det var i år første gang, at de fire priser blev uddelt. Med priserne kan DNU samt tre andre projekter fra andre dele af verden, nu høste anerkendelse for deres store arbejde med at udvikle innovative teknologiske løsninger.
Tre uger senere blev Det Nye Universitetshospital endnu engang hædret med en pris. Under GS1 Global Healthcare konferencen i Chicago modtog projektet dette års HPAC Award, som uddeles for bedste implementering af GS1 Standarder på et hospital. DNU har med brug af et EPCIS-system skabt en løsning, hvor det er muligt at dele ”hændelsesdata”. Der opnås med løsningen et konstant overblik over, hvor og hvornår elementer identificeret med GS1-numre befinder sig et givent sted. Med denne løsning bruger medarbejdere mindre tid på at lede efter udstyr, produkter og kollegaer.
Løsningen imødekommer en række logistiske udfordringer, som pt. udfordrer effektiviteten internt på hospitalet. Men også samarbejdet med de øvrige hospitaler kan optimeres ved brug af løsningen. DNU har således ambitioner om, at kunne dele data med de øvrige hospitaler i Region Midtjylland, for på den måde at skabe et bedre overblik over hele regionens forsyningskæde. Også i udlandet er der opmærksomhed på DNU's løsninger, hvor lande som Australien, Skotland, Norge og Finland har vist stor interesse.
Læs meget mere om HPAC Awarden og DNU’s arbejde med at løse logistiske udfordringer her.
Du kan også læse mere om RFID & Wireless IoT Research and Solutions Award 2017 her.