Gå til indhold

Reorganiseringer i relation til sygehusbyggerierne – erfaringer fra udviklingsarbejdet i regionerne

De nye sygehusbyggerier medfører og skaber mulighed for en række organisationsforandringer på de danske sygehuse. For at udnytte de nye rammer optimalt skal personalet arbejde og organisere sig på nye måder. Det kræver en bevidst og målrettet inddragelse af medarbejderne og tydelig prioritering af udviklingsarbejdet i ledelsen, hvis man skal komme i mål. I takt med opførelsen af de nye sygehusbyggerier er regionerne godt i gang med at udvikle og implementere nye organisationsstrukturer og nye måder at organisere arbejdet på. Et mål er, at de nye rammer skal gøre det nemmere at tage udgangspunkt i patientens behov og skabe sammenhængende patientforløb, hvor vigtig viden ikke går tabt, når patienten overgår fra den ene afdeling til den anden.

KORA har - på vegne af Danske Regioner - gennemført en afdækning af regionernes arbejde med reorganisering i relation til sygehusbyggerierne. Et generelt træk for reorganiseringerne er, at de knytter sig til visionerne om sammenhængende og integrerede patientforløb, samt effektivitet i patientflow og kapacitetsudnyttelse.

Organisationsforandringerne er dynamiske processer som udvikler og ændrer sig løbende. Udviklingsarbejdet er desuden en langvarig proces og KORA’s afdækning skal derfor betragtes som et nedslag i det store igangværende arbejde med reorganiseringerne på sygehusene. Afdækningen bidrager således med et ”her og nu” indblik i de organiseringsprocesser, som er i gang i regionerne og formålet med afdækningen er, at tilvejebringe et indblik i de hidtidige erfaringer med organisationsprocesserne, der kan tjene som læring og inspiration til det videre arbejde hermed.


Læs KORAs afdækning her

Læs en opsummering af læringspunkterne fra afdækningen her