Gå til indhold

Fra kælder til etage 4 i Viborg

Regionshospitalet Viborgs nye akutcenter, der skal stå færdigt i løbet af 2018, begyndte i løbet af 2016 for alvor at tage form.

I januar var byggeriet svært at se ude fra vejen. I dag tårner betonskelettet sig op foran det eksisterende hospital. I løbet af et enkelt år har håndværkerne arbejdet sig fra kælder til etage 4 i det 24.000 kvadratmeter store akutcenter ved Regionshospitalet Viborg.

Samtidig har betonfolkene her i slutningen af året fået selskab på byggepladsen af andre faggrupper. Eksempelvis er murerne i fuld gang med at opmure den gule murstensfacade i bunden af det nye akutcenter, mens blandt andre elektrikerne knokler løs inde i nybygningen.

Byggeriet af det nye akutcenter fortsætter for fuld kraft i 2017, hvor også den igangværende ombygning af hospitalet fortsætter. Blandt andet bygges der for tiden på ny sengecentral, ligesom Akutafdelingen netop er flyttet i nye kontorer.

Det nye akutcenter skal stå færdigt i løbet af 2018 og skal blandt andet huse ny skadestue, akutsenge og faciliteter til vagtlægen, ligesom hospitalet med tilbygningen får ny hovedindgang med front mod den kommende banevej.

På billederne her kan du få et hurtigt overblik over, hvordan byggeriet har udviklet sig i løbet af 2016.

Du kan også se en video af, hvordan byggeriet er skredet frem i løbet af året.

Læs mere om byggeriet her

Januar 2016: Håndværkerne arbejder på at støbe vægge i kælderen til det nye akutcenter. Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Regionshospitalet Viborg 

 

 

December 2016: Den sydligste del af akutcentret er nu i fuld højde med 0., 1. og 2. etage, mens resten af tilbygningen er nået til etage 4. Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Regionshospitalet Viborg