Fuld fart på automatiseringen af Herlev Hospital
Et nyt automatisk varemodtagelsessystem gør Herlev Hospital til det førende i verden på området.
Når det automatiske varemodtagelsessystem på Herlev Hospital i september eller oktober går i ordinær drift, vil hospitalet være længst fremme på området med automatisering af flowet af varer og affald på verdensplan.
Herlev Hospital har fået specialkonstrueret nogle små trucklignende køretøjer, AGVer, som er selvkørende robotter. De kan transportere hospitalets rullevogne rundt, hvilket betyder, at hele flowet af forbrugsstoffer og affald på hospitalet vil blive computerstyret.
Herlev Hospital forventer ydermere at have en ny sterilcentral klar i 2018, og vil i den forbindelse fordoble antallet af rullebånd på transportanlægget og derfor være i stand til på daglig basis at håndtere langt flere automatiserede rullevogne.
Ved anvendelse af det nye system, som Gibotech A/S har leveret, vil det være muligt at begrænse mængden af varer på lageret. Det lader sig gøre på grund af robotternes ageren efter just-in-time princippet, hvor de bestilles til at komme med friske forsyninger, når lagrene ude på afdelingerne er ved at være tomme.
Automatiseringen sikrer en bedre udnyttelse af kvadratmeterne i det nye byggeri, og bidrager til at tidskrævende og belastende arbejde med at flytte varer rundt manuelt forsvinder.