Bag facaden: Henrik Bendix Olsen
I den kommende tid vil der blive sat ansigt på nogle af profilerne bag de store sygehusbyggerier. Nyt Psykiatrisygehus Slagelse har for nyligt vundet både Bygherreprisen og Farveprisen. I den forbindelse har vi interviewet projektchefen for det anerkendte psykiatribyggeri, Henrik Bendix Olsen, for at høre mere om, hvad der driver ham, og hvilke erfaringer han har gjort sig ved at have ansvaret for et kvalitetsfondsbyggeri, der konstant er i offentlighedens søgelys.
Nysgerrig og læringsvillig
Før Henrik blev ansat på Kvalitetsfondsbyggeriet i Slagelse i 2011 har han haft en lang karriere bag sig, hvilket har været med til at forme projektchefen. Henrik, der i sin tid blev uddannet som arkitekt og industriel designer, startede med at designe krydstogtskibe, der skulle rejse mod eksotiske destinationer, hvilket også gav Henrik muligheden for at arbejde i hele verden. Herefter arbejdede Henrik i en periode på Henning Larsens tegnestue indtil han tog springet og startede sin egen tegnestue, hvor han var leder med ansvaret for seks ansatte. Dette har været med til at give ham en bred kontaktflade, erfaring og udsyn.
Med finanskrisen i 2008 var der pludseligt ikke så mange kunder som tidligere og Henrik hoppede derfor over på den anden side af bordet og blev således intern bygherrerådgiver i Roskilde Kommune og sidenhen projektchef i Region Sjælland, hvor han var med til at færdiggøre psykiatrihospitalet i Slagelse i efteråret 2015. Projektet blev færdiggjort indenfor de tildelte rammer, på trods af, at Henrik overtog styringen af byggeriet ved selve projektforløbet. Han var derfor ikke med helt fra starten, hvilket var en stor udfordring:
”Det var næsten for uoverskueligt, men så er jeg sådan en type, der tager fat i den ene ende og arbejder videre derfra”, fortæller projektchefen.
Det er ikke kun i arbejdsrelaterede sammenhænge, at Henrik har været vidt omkring. Særligt Australien har været et hyppigt rejsemål siden han i ungdomsdagene forgæves forsøgte at emigrere dertil. Det var nysgerrigheden og interessen for at lære der hev i ham, da han under en privatrejse til Australien valgte at besøge lokale psykiatriske sygehuse for at undersøge og lære.
Foto: Mogens Schelde
Mennesket i centrum
Henrik har altid rejst og ikke mindst gået sine egne veje. Selvom hans far var læge og hans mor sygeplejerske, så har han har altid vidst, at han skulle være arkitekt.
Det er arkitekturen og menneskers interaktion med omgivelserne, der interesserer ham. Han er stolt af priserne, men det er ikke det, der driver projektchefen. Det er derimod det at skabe noget, som er med til at gøre en forskel for mennesker. Henrik laver – med andre ord - bygninger for mennesker og som projektchef for psykiatribyggeriet i Slagelse fik han mulighed for at præge byggeriet ned til den mindste detalje. Et sygehusbyggeri adskiller sig fra andre byggerier, og projektchefen ønskede at skabe de bedste fremtidige rammer for patienten, som han forklarer:
”Alt betyder noget på et hospital. Det betyder noget for patienten. Jeg har været nede og skulle tage stilling til amaturene på badeværelserne. Alle ting skal tænkes igennem og alle beslutninger gør en forskel”.
Dette fokus på detaljer og omgivelsernes indvirkning på patienterne og patientbehandlingen har været med til at skabe helt nye rammer for psykiatrien i Slagelse og indtil videre er det blevet belønnet med to prestigefyldte priser – Bygherreprisen og Farveprisen i 2016:
”Det er udsædvandligt, at offentlige byggerier vinder priser, men vi er lykkedes med at få ideerne og strategierne ud i virkeligheden uden at de er blevet sparet væk”
Det er en stolt og ydmyg projektchef, der godt ved, at psykiatrien i Danmark står over for en gennemgående ændring, der blot startede med byggeriet i Slagelse:
”Jeg er stolt af det. Det er helt nyt. Det er en ny æra indenfor psykiatrien. En helt ny tid, der begynder for behandlingen af psykiatriske patienter. Det er ikke kun i Slagelse, men i hele Danmark. Dette kommer også til udtryk i, at delegationer fra hele verdenen kommer på besøg. Der er stor interesse for, hvad man har gjort i Slagelse og i lille Danmark”, fortæller Henrik.
Og i den forbindelse anerkender Henrik, at han har opnået en unik viden ved at være projektchef på et af de første færdiggjorte kvalitetsfondsbyggerier, hvilket kan være til stor gavn for de andre sygehusbyggerier. Derfor sidder Henrik bl.a. nu med i ledelsesgruppen på det kommende universitetssygehus i Køge.
Henrik Bendix Olsen (tv.) viser rundt. Foto: Region Sjælland
Tillid over kontrol
Henrik er inkarneret motorcyklist og besidder et dykkercertifikat. Det er to hobbyer, som kræver fokus og kontrol, da det ellers kan have fatale følger. På samme måder kan der være mange forskellige faktorer, der kan have store konsekvenser for sygehusbyggerierne. Derfor er projekterne underlagt skrappe kontrolmekanismer, der skal være med til at minimere fejl på byggerierne. Selvom Henrik anerkender, at det er vigtigt, at der er styr på sagerne, så vægter han altid tillid over kontrol. Dette kendetegner også hans ledelsesstil:
”Medarbejderne og samarbejdspartnerne får også lov til at lede. Når jeg giver dem opgaver, så stoler jeg også på, at de kan løse det. Jeg stoler på menneskers moral, faglighed og kunnen”, udtrykker projektchefen fra Region Sjælland.
Der er derved en spænding mellem Henriks måde at lede på og det fokus på kontrol der relaterer sig til kvalitetsfondsbyggerier, hvilket ifølge Henrik ikke altid er så hensigtsmæssigt:
”I det fleste tilfælde kommer man længere med tillid end kontrol - hvis én udnytter tilliden er det et problem. Men kontrollen har taget over og det er generelt et samfundsmæssigt problem, som ikke kun er i byggebranchen”
Henrik Bendix Olsen helt privat
Henrik er 56 år, og bor sammen med sin kone og søn i et gammelt træbindingsværkshus i skoven ved Skjoldenæsholm mellem Ringsted og Roskilde.