Gå til indhold

Hospitalsbyggeri flytter vores horisont

Mere end halvvejs i projekt- og byggeperiode. Det er, hvor kvalitetsfondsprojektet DNV-Gødstrup er lige nu. Hospitalsdirektør, Poul Michaelsen, beretter om byggeriet.

Den i alt 100.000 m2 store første etape af byggeriet med akutmodtagelse, rum og logistik for flow omkring de akutte patienter er i fuld gang med at blive omsat til sengeetagedæk i højden og ambulante funktioner i niveau med terrænet. Og med regionsrådet nylige godkendelse af projektforslaget for etablering af Servicebyen med en projekteret anlægssum på 108 mio.kr. er 3. etape og næste side i den enorme byggemanual ved at blive vendt.

Alt i alt en fantastisk stor tilfredsstillelse. Noget der smitter af på tilliden til visionen i projektet og det fortsatte engagement hos de ansatte, der skal fylde alle de nye rum med liv og sjæl for patienterne. Noget der kan ses og aflæses på aktiviteten derude på byggepladsen, hvor nye kraner skyder op og flere arbejdssjak rykker ind skurbyen.

Alt det kan øjet umiddelbart se. Men hvad øjet ikke kan se, er, at alt det nye er med til at flytte vores grænser for, hvad der er muligt. At der under den megen og synlige aktivitet på byggepladsen også gror en nidkær opmærksomhed på, hvad der lader sig gøre allerede i dag, fordi vi har en vision for hospitalet i Gødstrup. Ja, jeg tør godt sige, at barmarksprojektet i Gødstrup har åbnet vores horisont. Vi er nu også innovatører og entreprenører for en ide, der rækker lidt længere end dagen i morgen.

Hospitalsdirektør Poul Michaelsen


Som det første danske byggeprojekt anvendes fx med stor succes en virtuel 3D udgave af byggepladsen i Gødstrup som sikkerhedsintroduktion til de 5000 medarbejdere, der skal have adgang til byggepladsen i anlægsperioden frem til 2019. Det har tilsyneladende stor effekt for den opmærksomhed og læringskultur, der er vigtig for at få en arbejdsplads og et stort byggefelt til at fungere.

Og mens vi bygger hospitalet vil grøn energi fra en energipark, der etableres tæt på byggepladsen, give et rigtig godt bidrag til den elforsyning et stort hospital skal bruge. Energiparken får 4200 kvm solceller, der placeres på jorden, og lige nu tester vi dele af anlægget på vores sundhedshus i Ringkøbing. Det er planen, at erfaringerne med solcelleanlægget i Ringkøbing skal bringes videre til DNV-Gødstrup. Det Nye hospital i Vest bygges nemlig efter bestemmelserne i ”Bygningsklasse 2020”, som stiller særlige krav til bæredygtighed, lavt energiforbrug og lille miljøbelastning.

Servicebyen, som nu står for tur, bygges op omkring den centrale varemodtagelse med affalds- og linnedcentral, og er i bund og grund et gennemtænkt koncept, hvor det meste er afprøvet i det test- og innovationsmiljø vi har oprettet i en gammel grisestald lige uden for selve byggegrunden. Her har vi bygget patientstuer og testet, hvordan prøver, prøvesvar og medicin fragtes rundt i hospitalet med rørpost, og her testes lys- og lydkilder til brug for afslapning, afskærmning og meget mere. Innovationsstalden, som vi kalder den, er med andre ord det sted, hvor personalet og kommende brugere og patienter på hospitalet mødes for at afprøve hvordan tanker og ideer kan fungere i praksis. Her er vi alle lige og nye ideer opstår.

Nogle af ideerne tester vi også af i praksis på afdelinger og afsnit på vores nuværende matrikler i Hospitalsenheden Vest. Det gælder for eksempel køkkenet og det kostkoncept, der skal sikre, at den sidste tilberedning af maden foregår i mange og mindre anretter-køkkener ude ved patienterne. Det har sparet tusinder af kostbare m2 i produktionskøkkenet i servicebyen og jo, der kommer til at dufte af friskbagt brød i opholdsstuerne i Gødstrup.

Vi er kort sagt ved at gøre os flytteklare i tanke og handling. I de kommende måneder afholdes blandt andet fyraftensmøder i de faglige klynger, der skal dele rum og funktioner i Gødstrup. Møderne holdes for, at vi kan blive endnu mere afklaret om rammerne for samarbejdet og igangsætning af prøvehandlinger til optimering af patientflow, der lader sig overføre til Gødstrup.

Vores horisont har flyttet sig og flytter sig lidt hele tiden. Det er barmarksprojektet i Gødstrup med til at give os.

 

Fakta om DNV-Gødstrup:

  • Samlet budget: 3,15 mia. kr. (i 2009 kr.) finansieret af kvalitetsfondsmidler og Region Midtjylland
  • Areal: 127.000 kvm. for det somatiske hospital
  • Hertil psykiatribyggeri: på ca. 15.000 m2, finansieret af Region Midtjylland med et budget på 380 mio.kr. ( i 2012 kr.).
  • Indflytning for somatik og psykiatri: I løbet af 2019