Patient og behandler mødes om skærmen
Enestuerne på de nye hospitaler giver en unik mulighed for at gennemføre mere behandling og fortrolighedskrævende dokumentation på selve stuen. Interaktive skærme skal derfor danne rammerne for den gode dialog mellem patient og behandler
Fremtidens hospitaler indrettes med enestuer til patienter. Her opsættes der interaktive skærme med informationer til den indlagte patient, dennes pårørende og det tilknyttede personale. Formålet er blandt andet at skabe bedre mulighed for samtale med patienterne på stuerne, ligesom det er tanken at skabe optimale rammer for den dialog, der kræver fortrolighed, dokumentation og kvalitetssikring. Projektleder for det nationale pejlemærkeprojekt ”Skærme på enestuer”, Gerdt Hylbæk Nielsen fra Region Midtjylland, er tilfreds med de foreløbige resultater af det pilotprojekt, der er gennemført på i alt fire afdelinger i det midtjyske: - Pilotprojektet med ”Skærme på enestuer” har vist at indeholde et betydeligt potentiale. Patienterne er blandt andet tilfredse med at kunne orientere sig om programmet for deres egen indlæggelse, den afdeling og det hospital, de er indlagt på, ligesom de gerne vil kunne holde sig orienteret om det omkringliggende samfund gennem nyhedsudsendelse via radio og tv. Herudover er skærmene med til at aflaste personalet. Patienten bliver derfor mere selvhjulpne, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Gerdt Hylbæk Nielsen.
Skærmene er en gevinst for alle parter
Det er ambitionen, at patienten under indlæggelsen skal tilbydes digitale muligheder for at få indsigt i sit eget behandlingsforløb. Det betyder, at patienten via en skærm får adgang til relevante journaloplysninger og dermed kan se resultater af blandt andet egne prøver, diagnoser, genoptræningsøvelser og det program, der i øvrigt er aftalt og planlagt for indlæggelsen. Herudover er det muligt for personalet nemt at visualisere, illustrere og forklare patienten den diagnose og det behandlingsforløb, denne skal gennemgå. Herudover har personalet via skærmen adgang til journaloplysninger og andre kliniske informationer.
Et utal af muligheder
Gennem workshops, brugerstudier og interviews er der identificeret en lang rækker muligheder med ”Skærme på enestuer”. Mulighederne vil blive udviklet og implementeret i takt med at de respektive hospitaler bliver opført og taget i brug. Det gælder eksempelvis muligheden for at ”Skype” med familien, bruge skærmen til internet, se tv, høre radio og koble sin egen tablet op. Skærmenes funktion har dog også sine begrænsninger. Det bekræfter Gerdt Hylbæk Nielsen: - Gennem testfasen er vi blevet opmærksomme på de forbehold, der skal tages – blandt andet i forhold til ældre patienter og kognitivt forstyrrede, som nødvendigvis ikke har samme it-kompetencer som andre grupper af patienter. Det er central viden at tage med sig videre, når projektet skal til at implementeres for alvor på de forskellige hospitaler. Gerdt Hylbæk Nielsen peger herudover på, at det essentielle i at ”Skærme på enestuer” ikke må blive en ekstra byrde og endnu en kanal, personalet skal fodre med informationer: - Det er ret vigtigt, at vi skaber integration til andre kliniske systemer, sådan at oplysningerne trækkes fra eksempelvis den elektroniske patientjournal, og sådan at vi undgår dobbeltregistreringer og dobbeltdokumentation«, understreger han.
Projekter inspirerer hinanden
Der foregår i øjeblikket en dialog på tværs af regionerne, hvor man eksempelvis også i Slagelse, Herlev og Gødstrup er i gang med at udvikle lignende koncepter. Der er allerede etableret en netværksgruppe, og her henter deltagerne ifølge Gerdt Hylbæk Nielsen stor inspiration fra hinanden. Skærmene er under udvikling, og løbende tilføjes der flere og flere funktioner. På nuværende tidspunkt bliver skærmene hovedsageligt brugt som fjernsyn og til at vise behandlingsforløb. Der er derfor nedsat en styregruppe, som løbende arbejder på at udvikle og prioritere der services og funktioner, der skal være på skærmene.