Gå til indhold

Principper for økonomistyring

Regionerne har vedtaget at følge fem hovedprincipper for økonomisk styring af større anlægsprojekter.

Regionerne har med udgangspunkt i anbefalingerne fra en rapport udarbejdet af KPMG vedtaget at følge fem hovedprincipper for økonomisk styring af større anlægsprojekter. Rapporten vil fungere som inspirationskatalog for regionerne i forbindelse med fastlæggelsen af principper for økonomistyringen.

De fem hovedprincipper for økonomisk styring er:
1. Strategiske beslutninger og tilsyn med byggeriet
Den politiske ledelse (regionsrådet eller forretningsudvalget i det omfang, der delegeres hertil) fastlægger de strategiske beslutninger for det enkelte byggeri, herunder økonomi, visioner, strategiske målsætninger og succeskriterier. Den politiske ledelse følger løbende udviklingen i byggeriet og sikrer gennem styringsmanualer, at der følges systematisk op i forhold til byggeriets økonomi og fremdrift.


2. Udarbejdelse af styringsmanual
Der udarbejdes en styringsmanual for hvert større anlægsprojekt, som beskriver, hvordan de centrale dele af byggeprocessen tilrettelægges og styres, herunder den løbende økonomiopfølgning og -rapportering. Styringsmanualen udmønter overvågningsansvaret for den politiske ledelse, og der fastlægges pejlemærker for, hvordan og på hvilke tidspunkter der rapporteres til den politiske ledelse. Styringsmanualen godkendes i regionsrådet.


3. Robust og beslutningsdygtig byggeorganisation
Der etableres en robust og beslutningsdygtig byggeorganisation, som i alle byggeprojektets faser kan matche de eksterne samarbejdspartnere, f.eks. i forbindelse med kontraktindgåelsen og den løbende opfølgning på byggeriet. Organisationen kan etableres både decentralt som selvstændig byggeenhed og som et led i den eksisterende byggeforvaltning. Dele af den kan også varetages af eksterne leverandører.


4. Systematisk og klar risikostyring
Forud for hvert større byggeprojekt formuleres en klar risikopolitik, hvis indhold bygger på politisk vedtagne målsætninger og politikker, herunder hvordan centrale styringsparametre som tid, kvalitet og økonomi prioriteres. Risikopolitikken indgår som en central del af styringsmanualen, og der er en tæt sammenhæng mellem risikovurderingen og de opfølgningsprocedurer, som besluttes.


5. Uafhængig controlling
Der etableres en uafhængig controlling af hvert større byggeprojekt. Opgaven udføres uafhængigt af byggeorganisationen og kan placeres enten i en anden forvaltningsenhed eller hos en ekstern virksomhed.

Læs mere:

Økonomisk styring af større anlægsprojekter/ sygehusprojekter - rapport fra KPMG (pdf)
BILAG: Økonomisk styring af større anlægsprojekter/ sygehusprojekter - bilagssamling til rapport (pdf)